I går fik jeg en sød kommentar fra en læser, der skrev, at hun var overmåde glad for, at jeg havde anbefalet Miriams Blok her på min egen endog flere gange, for den var hun blevet stor fan af. Hun skrev, at hun savnede dengang, jeg kastede banana split og skumfiduser i mig på daglig basis. At det altså var den primære årsag til, at hun fulgte min blog, men at hun nu brugte Miriams blog til sjov og spas og min til de mere voksne indlæg.
Jeg kluklo lidt af kommentaren og svarede straks “Du følger mig vist ikke på Instagram” … 😉
De, der gør, vil nemlig vide, at jeg spiser præcis lige så mange desserter, som jeg alle dage har gjort, og jeg er ingenlunde blevet mere nærig med offentliggørelsen af de kalorier, jeg sætter til livs. I dag er det onsdag, og jeg har lige spist ugens tredje dessert siden mandag. TO portioner.
Men som jeg også skrev, så kan man jo kun dele den samme opskrift en enkelt gang, og jeg har beskrevet, hvordan jeg laver både S’Mores og banana split. Og det er faktisk det, jeg gør. Stort set hver gang. Jeg kan godt lide variation i min hverdag, men når det kommer til spise, kan jeg nu engang godt lide mine klassikere.
Men i aften tog Jons Moster Ruth røven på mig med et udyr af en efterret! Hun har teaset for den hele ugen, og i dag blev jeg så sendt op på førstesalen for at hente den i ekstra-køleskabet. Og jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg kom ned med, men jeg kunne som udgangspunkt ret godt lide synet.
Det skulle vise sig at være en ‘Sommerdrøm’. Og det er ikke noget dumt navn, hvis De spørger mig.
Desserten indeholdt både makroner, flødeboller, friske bær, creme fraiche OG chokolade! Det svarer til at smide en hel børnefødselsdag i en blender og trykke på “start”!
Jeg har forespurgt på opskriften, og det her er sådan cirka, hvad Ruth svarede:
Først dækker man bunden med knuste makroner.
Så smadrer man en masse flødeboller med bunden opmed ned oveni.
Derefter tilsætter man bær efter valg. (Her er brugt jordbær skåret i stykker).
Så pisker man en kvart liter piskefløde i én skål og en røvfuld creme fraiche svarende til der samme i en anden. De to blander man så sammen, tilsætter en rigtigt god vanille og hænder det udover hele molevitten!
Til sidst lægger man hindbær ovenpå, og så kan man eventuelt dryppe lidt flydende chokolade henover for effekt.
Det er sygt og syndigt, og vi tømte hele fadet! 😀
16 kommentarer
Holy mother f* 😍😍😍😋😋😋
Hvis jeg ikke havde skrevet den kommentar, havde du måske ikke delt moster Ruths hede sommerdrøm!😂 Uhh, den lyder syndig! Og den skal prøves ASAP! Og NU følger jeg på instagram!
Det er skæbnen!!!! 😂🍦💪❤
Jeg er ved at gå til i mundvand!
Jeg fik sådan en meget makaber tanke ved “Det svarer til at smide en hel børnehave ned i en blender og trykke på “start”!” 😂😱
Men opskriften lyder to die for, og skal helt sikkert prøves!
Denne lækre dessert er allerede blevet tilberedt her i huset op til flere gange!😀 Alle jeg serverer den for, er VILDE med den og det er vi også 🙈😂
Jeg skulle da have tippet dig om den, selvfølgelig falder den i god jord hos dig 🙈👌🏽
Laver du den lige inden den skal serveres eller kan den tilberedes fx om eftermiddagen hvis den skal spises om aftenen?
Den ser så lækker ud 🙂
Good pointe!! Jeg har glemt at skrive, at den skal stå i køleren i minimum 2 timer. Så fyr den bare af! 😊
Cutecarbs.dk version med jordbær er også mega lækker! En anden form for jordbærtærte 😍😍
Uh, den bedste, den er også et hit herhjemme (og så nem at lave) 😛 I teorien synes mange gæster det med flødeboller lyder klamt, men alle elsker den! Der er en opskrift på den lige her hos Cutecarbs http://cutecarbs.com/2012/05/syrlig-og-sod-sommerdessert/
Mega lækkert!
Flødeboller i dessert er bare SÅ undervurderet!
Den har min mor lavet de sidste to gange vi har været hjemme. Det. Er. Mega. Lækkert!
Mums mums mums. Jeg overvejer seriøst at droppe lagkagen og servere dette i stedet til min mindstes 1 års fødselsdag på lørdag.
Iøvrigt tror jeg også du vil elske svesketrifli (når det bliver efterår og friske bær ikke er over det hele mere) seriøst! Jeg var selv skeptisk første gang men mums altså det er lækkert.
ej hvor ser det da bare mega lækkert ud 🙂
ÅRH JA, det lyder simpelthen så skønt (og no bake nemt!)
Tak for deling og tak til Ruth. 😀
Gemte opskriften til min fødselsdag (i søndags) og jeg lavede den. DEN VAR ER HIT!
Alle spurgte hvad den hed, jeg svarede: moster Ruths psykopatiske sommerdrøm – ingen stillede spørgsmål til det navn 😀 For ja, den smager psykopatisk godt!