FaceYourFear_Dk_1

Indlægget er sponsoreret
Som det måske har været muligt at fornemme gennem de forgangne tre posts indeholdende videoer optaget i Sverige, så virkede det sgu. Forsøget, Samsung havde stablet på benene, som gik på, at et spil lavet med virtual reality, skulle få mig til at løsne grebet om min frygt for edderkopper.
Siden jeg kom hjem, har jeg mødt et par drønnerter i kolonøjseren. Jeg var ret spændt på netop at møde edderkopperne i real life, da jeg var lidt nervøs for, at mit sidste møde med den svensk-importerede fugleedderkop gik så godt, fordi jeg ligesom var “in the zone”.

Første gang, jeg stødte på en ottebenet krabat efter forsøget, var da jeg cirka tre uger senere havde en formiddag i kolo’en uden Jon. Ungerne og jeg skulle ud i haven, så jeg fumlede med deres sko henne ved døren. Og mens jeg var i færd med det, dukkede der en langbenet satan op. Sådan en med flere knæ på hver af de otte ben. Sådan én, der normalt ville få mig til at skrige højt, løbe så langt væk som muligt, få kvalme og give mig til at klø og kradse mig over hele kroppen.
Men det skete ikke. Yes, jeg fik et lille chok. Jeg havde ikke regnet at skulle håndtere andet end børnesko på det givne tidspunkt, så mødet med wildlife overraskede mig. Men da overraskelsesmomentet meget hurtigt var gledet i baggrunden, flyttede jeg faktisk skoene, for at kunne se på dyret. Jeg løb ikke væk, og jeg blev ikke foræklet ved dens tilstedeværelse. Jeg kiggede bare på den og lod den kravle videre. Faktisk kan jeg ikke engang huske, om den kravlede ud af døren, eller om den forsvandt videre over i køkkenet. And I didn’t care.

Endvidere har jeg fanget en anden edderkop i stuen i et glas og hjulpet den udenfor, og jeg har fået Jon til at tage en edderkop op i hænderne (det kommer jeg nok aldrig til), og har præsenteret den for ungerne. Hugo veg tilbage (han ligner mig mest. Hans yndlingsfarve er brun, og det skyldes KUN chokolade), men Berta bad om lov til at holde den, og det fik hun.

Det, at forsøget virkede, og min skræk for edderkopper er blevet mindre, gør, at verden føles mere åben, faktisk. Tilgiv mig min højpandethed og lad mig uddybe. Det, jeg mener, er, at så kan det meste vel lade sig gøre. For mig har min frygt for edderkopper været enormt definerende og noget, jeg ikke kunne forestille mig nogensinde at skulle sige farvel til. Når jeg gik ind i små kælderrum tidligere, dukkede jeg nakken og fik en form for klaustrofobi af frygt for, hvad der kunne finde på at falde ned i bøtten på mig. Og det er forbi!
Alt det er ændret ved hjælp af et VR-spil, som så at sige fik mig til at se frygten i øjnene og derved har omkodet mine tanker og følelser om en bestemt ting. Jeg har hørt, at der lige nu arbejdes på at udvikles VR-programmer, som kan hjælpe krigsveteraner med at komme sig over deres traumer fra tiden i krig, og jeg kan kun forestille mig, at det vil være succesfuldt, hvilket da simpelthen er så fantastisk at forestille sig!

En helt uforbeholden TAK til Samsung fra mig for, at jeg fik lov til at være med i det her forsøg. Jeg nyder min kolonihave mere nu, end jeg gjorde før, og det siger ikke så lidt i sig selv. 🙂