13607821_10154101133861886_2071089860_n
I går var Jon og jeg til det andet af de tre bryllupper, som denne gavmilde sommer byder os på. Jeg har glædet mig til hele bundet – særligt fordi de er enormt forskellige. Det første i rækken var hos en af mine bedste veninder, Tine, for en måned siden. Hun blev viet til sit livs Michael i Christians Kirken. Derefter blev vi sejlet rundt i de københavnske kanaler i bagende solskin, og så var der party i de vanvittige palæer. Enormt fancy og smukt, og samtidig hyggeligt og mega-nede på jorden, for man kan jo som bekendt hale røvhullerne ud af forstæderne og Jylland, men det forandrer os heldigvis ej til adelsmænd. 😉 Så vi dansede grimt til gamle klassikere indtil den lyse morgen med udsigt til Dronning Margrethe. Fantastisk kombi!

I går var vi til bryllup hos en af Jons bedste venner og hans charmerende kæreste (nu hustru) i Køge. De er forældre til to piger og har været sammen i 10 år. Festen blev fejret i et stort telt i deres indkørsel, efter at de var blevet viet i haven af brudens moster. Under receptionen samme sted var der dåseøl, bryllupskage i seks lag og mageløse pizzaer, som blev serveret fra en stenovn, der sad på en cykel. Det var helt genialt!

Jeg havde faktisk troet, at et bryllup for folk, der har kendt hinanden i 10 år, ville blive lidt mindre romantisk end det, vi var til for en måned siden, hvor parret havde kendt hinanden i to år, eller det som Jon og jeg selv fejrede for tre år siden, da vi stadig var nuttede, naive og nyforelskede. Jeg må indrømme, at jeg nogle gange lidt har tænkt, at hvis man ikke bliver gift før, man får børn (hvis man da vil have sådan nogle), så kan man da lige så godt lade være.

Men boy, oh, boy, hvor blev jeg gjort til skamme i går.
Min veninde og hendes nye mands taler (ligesom mine og Jons) emmede af en livsforandrende fuldblods-kærlighed så ny, at man stadig bliver stakåndet af at se hinanden. Når man har kendt hinanden i så relativt kort tid og står der på sin bryllupsdag, er man så fuld af drømme, forventninger, håb, ønsker og amour. Man ser hele sin fremtid i sin nye ægtefælles øjne, og man aner på ingen måde, hvad man har i vente, men bare, at alt nok skal gå så længe, man er sammen.

Men de taler, brud og gom holdt for hinanden i går, var absolut ikke mindre amorøse. Tværtimod – og jeg får (Ama’r halshug) helt kuldegysninger bare af at skrive om det. De to mennesker har kendt og elsket hinanden i 10 år med opture og nedture. Med ideel lykke og presset leverpostejs-kalender. Med lange arbejdsdage og korte nætter, lyserøde momenter og gråmelerede øjeblikke. De kender hinanden så godt, og alle talerne til dem omhandlede de måder, hvorpå de er forskellige, og hvor smukt og givende deres liv er, fordi de har lært sig selv og hinanden at give plads, lytte og gøre ting og verdner større. De elsker hinanden på grund af, og ikke nødvendigvis på trods af, men i hvert fald også rundt om nogle ting. Hjørner er slebet af, kompromisser er indgået, og rygsække er blevet pakket om. Og efter 10 år, to børn og en masse hverdage sammen stod de der, smukkere end jeg nogensinde har set dem før, og indeholdt så meget kærlighed til hinanden, som på en eller anden måde havde fået endnu mere kvalitet af den kvantitet, der har givet den hård hud på knæene. Det var tydeligt, at den var vokset og gået fra at være en charmerende, bumset teenager, til at være en succesfuld voksen med rank ryg, selvtillid og den mod på fremtiden, man kun har, hvis man stoler på sine egne evner.

Jeg tudbrølede, mens jeg knugede Jons hånd og følte mig fanget et sted midt imellem de to steder, de to brudepar, jeg har oplevet den seneste måned, er. På den ene side er jeg stadig nyforelsket i min mand hver gang, jeg kigger op fra et eller andet, og han går forbi. Da jeg i min bryllupstale for tre år siden sagde til Jon, at jeg håbede, vi kun ville få drengebørn, da hans eventuelle døtre da KUN ville kunne blive skuffede, når de engang skulle ud i verden og finde en mand, der kunne matche deres far, havde jeg endnu aldrig været sur eller gal på ham. Vi havde aldrig råbt af hinanden, vi havde aldrig været pressede, og vi havde altid gjort os umage.
Nu er vi et sted, hvor vi har set nogle af hinandens dårlige sider. Vi har oplevet det store pres, det (også) er at blive forældre og samtidig den kærlighed og sindssyge fælles stolthed, der hører med. Vi har levet sammen i tykt og tyndt i fem år i stedet for kun at leve i tykt i to. Og jeg føler mig så meget mere bestyrket i det, vi lovede hinanden for tre år siden. Samtidig er jeg overrasket over nogle af de sider, moderskabet har bragt frem i mig og lettet over, at manden i mit liv har brede nok skuldre og stort nok hjerte til at rumme, elske, bære over og nogle gange stampe i gulvet og bede mig klappe kaje.

Alt det vidste jeg slet ikke for tre år siden. Og der er endda endnu fem år til, at jeg ved alt det, som folk, der har været sammen i TI år ved. Og jeg glæder mig! <3