wpid-wp-1469215003716.jpg

Jeg har på en eller anden mærkelig måde overtalt Jon til både at putte børn og vaske op i aften. Jeg er træt som efter en landkrabbe efter høj søgang på spritbåden, men glad som en popstars-deltager i finalerunden. Hvis ferie er bomben, så er campingferie det nye kernevåben!

Jeg har gjort mig nogle opdagelser her på campingpladsen Park Umag i dag. Vi har tilbragt dagen her og brugt både for- og eftermiddag på at bade til Krapylernes absolut store tilfredshed. Jeg tror, de har slugt mere klorvand i dag alene, end de har i deres øvrige liv sammenlagt. De er enormt seje og relativt (især Hugo) frygtløse, og på et tidspunkt var han den eneste på under en meter, som drønende op og ned af en ret scary rutschebane, mens Jon og jeg skiftevis sendte afsted og tog imod. Berta er mere til at svømme rundt med vinger på, hvilket hun gør aldeles strålende. 

60-80 % af campisterne her 1.500 km fra vores udgangspunkt er danskere. Og halvdelen af dem har set ‘Alle For Én’ eller YouSee-reklamer, og det er de ikke blege for at indrømme overfor min flotte mand. I dag sidst på eftermiddagen blev Hugo passet op i svømmepølen af tre teenagepiger, der dannede en halvmåne omkring ham og klappende så på, mens han spillede med musklerne og gjorde sig til. Og dét gjorde han! Jeg har aldrig kendt nogen så glad for blondiner som Hux! Han opførte sig som om, hans Let It Go-svømmevinger i virkeligheden var kæmpestore overarmsmuskler, som han spillede med, mens han kastede det ene Colgate-smil efter det andet efter pigerne, som grinede og roste ham. Langsomt lod damerne deres opmærksomhed glide fra Hugo til hans far, som legede med Berta, og halvcirklen rykkede sig på besynderligste vis således, at jeg blev skåret komplet af fra samtalen. Det føltes som under en rundboldkamp i skolegården i Lysabild anno cirka 1990. Til sidst kastede jeg håndklædet i ringen og gik hjem i teltet og skraldede kartofler. 🙂

Desuden har jeg opdaget, at jeg ikke har set en eneste iPhone, tablet eller computer i hånden eller i skødet på nogen her på pladsen. (Lige med undtagelse af mutte teenagere, der ser ud som om, at overnatning i campingvogn med læ-sejl og fortelt absolut ikke var deres idé). Campingfolket er ikke online. De spiller kort, kører på løbehjul, spiller fodbold eller læser bøger i stedet. 

Og jeg planlægger at gøre dem kunsten efter og slukke for internettet i denne weekend. Jeg har hørt rygter om, at vejret også er yderst charmerende derhjemme pt, så måske vi alle sammen bare skulle tales ved på mandag? :-)1

Og så vil jeg slutte af med et bette spørgsmål: Nogle stykker har her på bloggen og på Instagram bedt mig skrive lidt om det med at tage på roadtrip/bilferie/camping med småbørn – eller bare i det hele taget -, og det vil jeg frygteligt gerne. Hvad specifikt vil I gerne høre om og have fifs til? Spørgsmål modtages med kyshånd i kommentarfeltet og besvares ved senere lejlighed i et indlæg.

Nu må Jon snart komme retur fra opvasketjansen, så jeg vil gøre klar til at drible op i kiosken og hente et spil kort. Vi har allerede gin i fryseren. 🙂

GOD WEEKEND! ❤