Skærmbillede 2016-07-01 kl. 21.28.22
Jon og jeg havde vores første date på kajen på Gammel Strand i København. Han inviterede mig i biffen midt på dagen en søndag, hvor solen bagte, og bagefter spiste vi en sandwich og fortalte historier, mens vi kiggede over på Thorvaldsens Museum. Det varede cirka en time, og så skulle han ud og mødes med en ven på Bryggen. Ugen efter havde jeg besøgt min far i Sønderborg og tog så toget retur mod hovedstaden. I Odense sprang jeg af, og her havde Jon og jeg vores anden date i hans lejlighed, da han på dette tidspunkt endnu var skuespillerelev på teaterskolen i den fynske hovedstad.
Efter at have snavet og spist indisk takeout, brugte vi en del af aftenen på at spille ‘Ego’. Et spil jeg faktisk hverken har spillet før eller siden. Det går i hovedtræk ud på, at man ved hjælp af kortene stiller hinanden nogle meget nærgående og personlige spørgsmål – så som om hvor højt, man elsker sine forældre, og om man synes, man er klogere end gennemsnittet af sine venner. Vilde sager.
Bagefter talte vi om, hvilken slags forhold, vi kom fra, og hvordan vi gerne ville have, at et eventuelt nyt forhold skulle adskille sig fra det. Og så er det, at jeg har tænkt over noget i den forbindelse …

Den første tid i et parforhold bruger man ret meget tid og energi på at lære hinanden at kende. Man studerer sin kæreste, finder ud af, hvordan han reagerer i givne situationer, eller hvornår hun har brug for det ene eller det andet. Og samtidig får man fortalt den anden, at “jeg er typen, der …”, “Jeg kan godt lide, når” eller “Jeg kan slet ikke leve med, hvis…”. Man kommer med en kæmpe rygsæk af historier og oplevelser, som har sat sig fast, og den sum skal forklares, åbenbares og forstås af den anden. Som også kommer med en rygsæk.

Og efter en rum tid sker der et skift. Jeg har ikke været i så vanvittigt mange seriøse forhold i min tid, men jeg har alligevel opdaget, at på et tidspunkt forandrer præmissen sig. Det er som om, at når man er færdig med at uploade al data til sin kæreste, så begynder man at påvirke hinanden i stedet. Pludselig er man ikke længere bare en solid masse, som man kan fortælle den anden om. Når man er forelsket, har man en indvirkning på hinanden og den måde, man ser verden. Man begynder at putte ting ned i den andens rygsæk. Som kærester påvirker man hinandens narrative fortællinger og egne selvforståelser, og hvis man går fra hinanden, vil det højst sandsynligt være en ganske anden egen-historie, ens ekskæreste så næste gang sidder med uglet hår, viklet ind i en dyne og fortæller den næste.

Jeg gik fra at have en selvfortælling til Jon om, at jeg var den type menneske, som ikke havde brug for at lade mig opsluge totalt af en anden. Jeg ville ikke vokse sammen med en kæreste, men gerne have en makker, jeg kunne følges gennem livet med, være forelsket i og leve sammen med. Ved siden af. Jeg havde ikke lyst til at skulle leve for en anden 100%, og jeg havde ikke lyst til, at man skulle love hinanden “forever and ever”. “Until further notice” passede mig bedre. Det var nemlig på indirekte vis blevet stoppet ned i min rygsæk på min vej op gennem tyverne.
Det var egentlig ikke ment uromantisk, og sådan opfattede Jon det heldigvis heller ikke. Jeg havde bare tidligere prøvet at kæmpe for et forhold til en, jeg elskede, som ikke holdt, og der er så uendeligt mange, der bliver skilt hele tiden. Derfor syntes jeg dengang, at det var naivt at bilde sig selv og hinanden ind, at man ikke kan leve uden hinanden, og jeg havde ikke lyst til at skulle være nogens cheerleader i livet. Jeg ville gerne have ansvaret for mig selv, og så kunne han stå for sit. Og så kunne vi have det sjovt sammen inde på midten.

Alt det ændrede sig meget hurtigt efter, at vi var færdige med at lære hinanden at kende. Den måde, Jon er på, gjorde, at mange af mine forsvarsmekanismer faldt til jorden, mine holdninger ændrede sig, og den selvopfattelse, jeg havde, forandredes altså. Og hvis Jon havde været et andet slags menneske, var der sket noget helt andet med mig.

Når nogen elsker en, og man elsker dem, bærer man hinanden med sig i alt det, man gør, og det skal man skatte og passe på. Det er et stort ansvar og en kæmpe ære at få lov at forandre et andet menneskes liv, og den skal man sgu komme i hu. Det er ikke lige nemt hver eneste dag, men derfor kan det jo alligevel godt give god mening. 🙂

Det her indlæg er bare en samling af romantisk tankestøv, der måske kan tjene som en bette reminder om, hvor heldig, man er, hvis man føler for det. Måske er det bare fordi, jeg lige er kommet ovenpå efter en uges PMS, eller også er det fordi, vi skal til bryllup i morgen, at disse tanker dukkede op, hehe. 😉
I skrivende stund spiser jeg ristet toastbrød med pålægchokolade, mens Jon ser kvartfinaler i fjerneren. (Med smør, selvfølgelig. Chokolademaden, that is). Hverdagsromantik i øjenhøjde på en helt almindelig fredag i en gennemsnitlig børnefamilie. Jeg håber, at I, der læser med, nyder en rolig sofastund, en våd fadøl på Roskilde eller måske noget helt tredje. Møsser fra Langemor. <3