Krapylernes første blaffer! ❤

Okay, jeg har vist brugt ret meget af mit forår på at cementere, at det her ikke er en mommyblog. But I don’t care! 🙂 Den her ferie har givet mig fornyet bloggerblod på bisserne – formentligt fordi det er en hel del lettere at blive inspireret til at skrive ting, når man løber rundt og foretager sig noget, end når man sidder med måsen solidt plantet i en kontorstol. Selvom det er en pæn kontorstol. Og jeg er atter engang så nyforelsket i mine latterligt nice krapyler, så jeg kan ikke holde digitalt bøtte med det.
Lige nu sover de i dobbeltsengen på vores tjekkiske hotelværelse. De faldt i søvn på mine overarme, og selvom det altid betyder, at jeg vågner med summende lemmer, er det så svinehyggeligt, at det er det så meget værd. Vi plejer at være tilbageholdende med at lade dem sove lur på mig, for Berta har ret svært ved begrænsningens kunst og synes efter sådan en luksus-snooze, at sådan burde vi altid sove. Men vi har ferie, så we don’t care. 🙂

I formiddags besøgte vi et tjekkisk indkøbscenter, hvor ungerne fik lov at prøve en lille, mekanisk bil 100 gange. Det kostede 2 kr. pr. ride.

Nok særligt fordi, de er tvillinger og derved to om det hele, gør vi ret meget ud af at forsøge at lære dem, at alle må være med, og at man skal dele. Og af samme årsag synes de som oftest, at det er ret nederen. Derfor blev jeg komplet stolt i dag, da der kom en lille pige hen og kiggede, mens ungerne legede på bilen. Hun stod der ret længe, og til sidst rykkede de ud i hver sin side af sædet, kiggede på pigen og klappede på den ledige plads som tegn på, at der var plads til hende også. Vi løftede den lille pige, som talte tjekkisk i et væk og ikke anede, at ingen af os forstod en krone, op, og så kørte de et par omgange til. De lod sågar hende trykke på dytdyt-knappen! Krapylernes første blaffer – hva’beha’r! 😀

Et lille PS: Jeg ved godt, at billedet øverst i indlægget ikke altid vises, når jeg skriver ferieposts, men det skyldes, at jeg skriver dem fra mobilen, og den kan ikke helt hitte ud af det.  Når jeg på et tidspunkt kommer på computeren, skal jeg nok rydde op. Indtil da beklager jeg og håber, det går. 🙂