Farvel til Berlin og goddaw til Prag!

I dag er vi kørt fra Berlin til Prag, og jeg havde egentlig tænkt mig at læse krimi i stedet for at blogge i aften. Men da jeg slog op på siden 1 i den Anna Grue-bog, jeg helt økologisk havde lånt på biblioteket, gik det op for mig, at den har jeg allerede læst.. Faktisk står den hjemme i reolen i paperback-udgave. Og de to andre bøger, jeg har med, ligger nede i bilen. Så nu må I trækkes med mig her i stedet, mens Jon læser fodboldnyheder. 🙂

Vi vendte Berlin ryggen kort efter frokost i dag, så vi var der kun en lille aften og en kort dag derpå. Tyskere sover seriøst længe, så næsten ingen af deres butikker åbner før kl. 12, hvorfor jeg måtte sende en hvid pil efter en del af mine planer for formiddagen. Til gengæld var vi på legeplads, hvor vi mødte et andet dansk forældrepar med en lille datter, som hed Berta! Det er aldrig sket før, og jeg blev næsten helt lettet. Nogle gange er jeg lidt nervøs for, om det navn, vi har valgt til vores meget fine og feminine pige, er for hårdt i det. Jeg havde jo regnet med at føde en matrone med mandige manerer og ikke en fin, frejdig frøken. Men den yngste Berta var af noget lignende samme støbning som vores, så det skal nok gå. 🙂

Krapylerne klarede turen til Prag ret strålende. Men hold nu din KÆFT, hvor de snakker! I modsætningen til det med det overvejende yndefulde væsen, ved jeg dog godt, hvor de har det karaktertræk fra… Børn på 2 år spørger og snakker selvfølgelig konstant, og når der er to af dem, er det næsten øredøvende til tider. De leger så sygt godt sammen efterhånden, men der er sgu ballade i luften så snart, vi ser væk. Og detber altid Hugo, der starter! Mens vi tjekkede ind på hotellet her til aften, gik Prop og Berta sammen rundt om et hjørne, og da vi fandt dem, havde de tømte en stor potteplante for alle de hvide pyntesten, jorden var dækket af, og havde spredt dem ud over gangen i et tyndt lag. Men de ser til gengæld så påtaget skyldnetyngede ud, når de undskylder, at vi sjældent er sure ret længe. Hvis det overhovedet lykkes.

Mens vi spiste aftensmad, underholdt de sig på et lille klatrestativ ved siden af. Hugo blev ved at kravle op og sige abelyde, og til sidst forklarede han mig, at Berta var Dora The Explorer, og han var aben Boots. Selvom jeg til hverdag ikke er kæmpe-fan af, at de ser TV, så må jeg nok indrømme, at det giver dem et eller andet. Under de sidste par dages køretur har de set nogle afsnit af Gurli Gris og Dora The Explorer. Og mange af de enkle sætninger så som “Du kan ikke fange miiig!” er de begyndt at bruge indbyrdes, når de leger, og det giver dem en fælles forståelse af, hvad det går ud på. Og jeg dør stadig af kærlighed, når de leger sammen, krammer eller griner af noget, den anden har sagt eller gjort. Lige pt er den mest populære leg at give den anden noget at spise, som den anden så foregiver at putte i munden, men straks spytte ud igen og skrige “Aaaaaad!!!”. Det får dem til kollektivt at sprække af grin, og det er så hyggeligt!

Meningen var, at vi ville have boet på hotel inde i Prag, men 20 kilometer fra byen skiftede vi mening. Vi skal først videre til Wien i overmorgen, og vi synes, at vores arvinger har fortjent lidt kvalitid på deres præmisser, så vi har i stedet fundet et hotel udenfor byen, som har masser af børneaktiviteter, legepladser og en swimmingpool. Det kommer morgendagen til at gå med, indtil vi henunder aften skal mødes med nogle venner og deres børn på en campingplads 12 kilometer herfra.

HURRA for sommerferie!! Jeg har siden starten af ferien (altså den, der startede i kolonihaven i sidste uge) taget mig en lur i takt med ungerne hver eftermiddag. Jeg er tit så træt til hverdag, fordi de står så fandens tidligt op, og hvis man ikke skulle bruge ferien på at sove ud, hvornår så! Heldigvis har vi dog fået skruet deres indre ur lidt frem ved hjælp af senere sengetider og ditto lur, så i morges sov vi helt til kl. 6.58! Se, dét er knagme ferie, folkens! 😉