En ferie-følelse med ekstra trumf på <3Lige nu er klokken henad tre, og jeg sidder i så tæt på bar røv, som det er socialt acceptabelt, i det lille område med plastikstole og ditto bord foran vores telt. På hver sin side af mig sover ungerne middagslur. Det er for varmt at sove indenfor, og de synes, det er enormt spændende at nappe luren i det fri. Og det ser så hammer-hyggeligt ud, at de ligger der på hver sin hynde i blemås og snorkbobler med arme og ben over det hele og sveden glinsende på kinderne. Det stinker af ferie!

Til farens og min kollektive begejstring (på vel egentlig også podernes) har vi haft held med at “vende” deres døgn. Vi har prøvet det før på ferier, dog med svingende succes, men denne gang sidder den lige i skabet! De vågner først mellem kl. 8 og 8.30, hvorfor de først sover lur kl. 14, og de fleste aftner har vi taget en køretur til en nærliggende havneby for at nyde aftensmad og lokalkultur, så de rammer først puden igen mellem kl. 21 og 22. Som jeg også skrev på Instagram i går, føles den her ferie virkelig som en “rigtig” familieferie. Guderne skal selvfølgelig vide, at der særligt i vore dage ikke findes nogen “rigtig” måde at have eller lave familie på. Det, jeg mener, er bare, at da vi tog til New York, til Marrakech, til Barcelona, til Malaga og til Sri Lanka, var det mere sådan, at vi så, hvad vi kunne slippe afsted med. Ønsket om rejserne var klart mine og Jons, og det er det selvfølgelig også denne gang. Den kedelige sommer (som heldigvis har trukket sit grimme, grå fjæs til sig, kan jeg se på nettet!) bekymrede ikke ungerne så meget, som den gjorde særligt mig, og de elsker kolo’en og deres nye havetrampolin.
wpid-wp-1469450004198.jpg
Men når de som i går aftes står i bar mave på hver sin caféstol og danser, mens de sideløbende stopper henholdsvis chokolade- og jordbæris i sig, er det svært at være i tvivl om, at de nyder det. Ligesom at de går til børnepoolen med en iver og frygtløshed på samme måde, som når en småtyk tysk turist i Spanien tager til grisefest. Det føles simpelthen så genialt, og den lille fejlfinder, der bor inde i mig, som konstant de seneste 2 år, 5 måneder og 2 dage har vejet og bedømt alt, jeg selv og nogen anden har gjort for og med ungerne, for at finde ud af, om det var godt, hvor godt og godt nok, slapper af og nyder. Hvilket gør det endnu ENDNU nemmere at nyde, at jeg er godt gift oven i købet. Der er næsten en hel uge, til vi skal hjem, og jeg tuder allerede en lille smule over, at vi ikke bare kan bumse rundt på landevejene resten af året som ferievagabonder i vores leasede SsangYong med bagsmækken fuld af badebleer og hvidt brød og overnatte på alle Europas campingpladser på skift.

I går besøgte vi nabobyen Porec, og hvis vi en dag vender retur til det nordlige Kroatien, vil jeg gøre som en læser skrev på Instagram, at de havde gjort, og bo på den campingplads, der ligger dér. KÆFT, en dejlig by!

wpid-wp-1469449928774.jpg
Vi ankom i samme nu, som solen var ved at afslutte sin bue på himlen og langsomt og dramatisk gjorde klar til at gøre plads til månen. Imens den blinkede med øjnene og dansede for turisterne og de gamle damer, der var dukket op fra byens indre for at hænge deres kjoler på søm, der stak ud af bymuren ved molen og få en aftendukkert, satte vi os til rette på en lille, kroget restaurant, hvor vi havde udsigt til det hele. Mens Jon bestilte grillede fisk til de store og bolognese til de små, stak ungerne og jeg ned til de lokale madammer på verdens vel nok smalleste strand og dyppede fødderne. Og for Hugos vedkommende: Maven, armene, skuldrene og ørene. 🙂
wpid-wp-1469450067972.jpg
Herefter spiste vi fantastisk mad, og ungerne havde megen sjov ud af at jage nogle lokale katte, som var mere interesserede i gæsternes efterladte fiskeskrog. På vej tilbage langs havnepromenaden opdagede vi, at de glatte sten, som lå i lag som Lego-klodser op mod stien, vi gik på, med et alle var blevet befolket af krabber.
wpid-wp-1469449957833.jpg
Side om side sad de små grådige væsner og skovlede mekanisk og med stive albueled til sig af de alger, der voksede overalt på stenene. Vi trippede stille ned for at se dem indtage aftensmaden, og Hugo var urokkelig i sin tro på, at de alle sammen var ‘Lille Peter Edderkop’. Ligesom at han er ganske vis på, at Mester Jakob bor inde i en kirke, hvorfor vi måtte besøge den lokale af slagsen, da klokken lidt efter ringede i anledningen af, at uret viste 20:00.
wpid-wp-1469449946640.jpg
På vej tilbage mod bilen fór vi bevidst vildt i de små gader, som alle var belagt med glat, hvid marmor. Det var så fint, sydlandsk og ferieagtigt, så jeg insisterede på at købe isdesserter til hele banden, da vi passerede en Ice Cream Bar lidt længere henne. Jeg fik selvfølgelig en Banana Split, og selvom den smagte fantastisk, kunne jeg atter engang godte mig over, at jeg synes, jeg laver dem allerbedst selv. 🙂

Det er så prisen for at være gift med en mand, der ikke rigtigt går op i tøj. Man kan spankulere uvidende rundt hele dagen og aftenen med en åben kjole, og han "troede jo bare, det var en del af designet"... :-D
Det er så prisen for at være gift med en mand, der ikke rigtigt går op i tøj. Man kan spankulere uvidende rundt hele aftenen med en åben kjole, og han “troede jo bare, det var en del af designet”… 😀