Planen var, at vi i dag ville nå til München for i morgen at fortsætte til Berlin og så mandag nappe det sidste stræk. På den måde ville vi skulle køre 6 timer om dagen, og Krapylerne sover gerne de 2 af dem.

Vi havde sågar taget højde for det russiske optog i Ljubljana og planlagt at høre gennem Italien i stedet for, men det var der tilsyneladende kaskader af øvrige turister, der også havde. Og derfor endte vi med at sidde i kø i omkring 3 timer, ungerne faldt alt for tidligt i søvn til luren i forhold til Langemors nidkære plads lægning, og således måtte planerne skrottes.

Det er dog den smukkeste kø, jeg nogensinde har siddet i. Se eventuelt Jons Instagram (@jon_lange) for beviser. Bilerne var i sig selv ikke voldsomt pittoreske, men det var derimod alperne, vi kørte over, under og igennem. Alpetop, klippefremspring, dale og ikke mindst springende kilder og udtørrede kildeløb, som bare ventede på, at de 38 grader skulle stilne af, så vinteren kunne komme, og foråret i hælene på ham, så de atter kunne blive springfyldt og løbe over med kildevand. Det var så bjergtagende (pun intended), og Jon blev til sidst enormt træt af at høre mig sige “Ej, og se DER, også!”

Vi slog alle personlige rekorder for tilbagelagte kilometer med krapyltransport via landvejen og endte med at tilbagelægge syv timer effektiv tid på motorvejen, inden vi kørte ind til den lille by Sct. Johann i Østrig, hvor Google havde fortalt mig om et lille Gasthoff med træningslokaler til faren og en pool til mig og ungerne, som vi planlægger at plumpe i ved daggry.

Vi spiste aftensmad på stedets egne restaurant, og ungerne fik pølser og pommes serveret i legehuset på steder. Jeg ved ikke, om det var comme-il-faut, men ungerne var pjattede med det, og efter at have excelleret i langfart, synes jeg sgu, de fortjente det.
Nu sover Berta til venstre for mig, mens Hugo ser fodbold med sin far på altanen. Zlatan har her til aften debut hos Manchester United, og Hugo ér jo døbt i en bodystocking med netop deres logo under sin dåbskjole, så det er givetvis derfor, han ikke kan sove. 😉

Jeg brygger fortsat på et indlæg om tips til bilferie med småfolk! Og jeg har endnu absolut ingen indvendinger. Det spiller satme! Jeg er fan af lortet! Forslag med videre følger. 

Med ønsket om en vidunderlig aften fra Lange-familiens roadshow. 😉