1918840_361226125444_8088884_n
Billedet er taget den dag, jeg for sidste gang var oppe at forsvare mit speciale i august 2009.

Jeg har et par gange nævnt, at jeg synes, det var relativt røv-sygt at gå på universitetet, men at jeg alligevel synes, det var en knaldgod idé at gøre det færdigt, og nogle af jer, der læser med, har udbedt sig nogle flere tanker fra min hånd i den sammenhæng. Det efterkommer jeg natullervis gerne – så here we go. 😉

Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have en videregående uddannelse, men det har aldrig været fordi, jeg i forvejen vidste, hvad jeg ville bruge den til. Jeg kommer nok bare fra et af de der hjem, hvor den slags ikke er noget, man sådan bruger meget tid på at overveje. Sådan var det bare – gymnasiet og så en videregående uddannelse bagefter. Jeg havde dog lige fire sabbatår ind imellem, hvor jeg havde en masse underbetalte skodjobs og brugte et enkelt år på en 1-årig HHX. Men det var nogle vigtige år for mig.

Jeg synes, det var siiindssygt kedeligt at gå på universitetet, men jeg er hamrende taknemmelig over, at jeg alligevel gennemførte. Det, at jeg har en (to, faktisk) kandidat gør, at jeg har følt mig mere selvsikker og har rettet ryggen nogle gange, hvor det har været fordelagtigt. Jeg fik heller ikke mit job på ELLE på grund af min uddannelse, men jeg tror ikke, jeg ville have fået jobbet, hvis jeg ikke havde haft den. At man har færdiggjort en uddannelse kan i hvert fald aldrig være en ulempe. Chefredaktricen på ELLE er i øvrigt uddannet jurist – selvom man tager en uddannelse i den ene boldgade, kan man snildt ende op et helt andet sted.

Jeg var nok egentlig nogle gange hende i grupperne på RUC, som de andre synes var lidt irriterende. For efter de indledende faser, som gik ud på at idéudvikle, blev jeg gerne blev lidt doven og gjorde kun det, vi direkte havde aftalt. Men til sidst affandt jeg mig med den rolle. Jeg har altid været ret god til at skrive, så den del, jeg leverede, kunne sagtens bruges, men det var altid noget, jeg gjorde aftenen før deadline, og jeg gik aldrig den ekstra mil for at gøre tingene ekstra-godt. Altså, forstå mig ret: Jeg holdt ikke folk tilbage, men jeg var heller ikke med til at hæve niveauet i det, vi udrettede. Jeg var en stabil arbejdskraft, men jeg var ikke inspirerende. Jeg var ganske tilfreds med at flyde derfra med måsen i vandskorpen. Jeg var en ganske almindelig, gennemsnitlig middelstuderende, og det passede mig helt fint.
Skolen blev passet, men det var fritiden, der var sjov! Jeg er ikke én af dem, der ser studietiden som en tid, jeg tænker tilbage på med våde øjne og et vemodigt blik vendt mod et sted i horisonten. For mig var det noget, der skulle overståes og alt, der er sket siden, har været meget skæggere. Men det er ikke sikkert, de ville være faldet ud på samme måde, hvis jeg ikke havde truffet de valg, jeg gjorde.

Min far fortalte mig engang om en ven, han skrev speciale med. De fulgtes ad i processen, men skrev hvert deres. Min far brugte det år, der var afsat til projektet, afleverede det og fik karakteren 8 (på den gamle skala. Svarer vist til 7 på den nuværende). Hans ven var ikke tilfreds med sit værk, da der var gået et år, så staklen valgte at bruge et år mere på projektet, og han fik 9.
“Er det det værd?”, spurgte min gode far mig, da jeg påbegyndte mit speciale og bekymrede mig for, om det nu skulle gå. “Det skal ikke være perfekt – det skal bare være færdigt”.

Jeg skrev integreret speciale i psykologi og kommunikation. Til projektet lavede jeg to interviews, som jeg analyserede i opgaven. Jeg fik 4 (på den nye skala) fra både psykologi- og kommunikations-instituttet og valgte så at forsvare projektet mundtligt begge steder. Til den mundtlige fremlæggelse havde jeg forberedt nogle kvantitative analyser, som jeg byggede på et spørgeskema, jeg havde sendt ud til alle i hele LADY-LOGEN. Der var kommet 247 besvarelser, hvilket talte op, da jeg vidste, at censor nok ville brokke sig over, at jeg var for kvalitativ i mit speciale. Men fordi, jeg valgte at gemme spørgeskemaerne til eksaminationen i stedet for at bringe dem i spil allerede i specialet, sparede jeg en MASSE papirarbejde, og det fik alligevel presset mit speciale op på 7 på begge institutter.

… Og ingen har siden læst det fordømte speciale. 🙂

Jeg vil til alle tider anbefale alle, der spørger mig (jeg er jo ret gammel efterhånden, så det sker. Hehe.) at tage en uddannelse. Om man vælger at læse jura, pædagogik, blive tømrer eller butiksassistent er fløjtende ligegyldigt, men i min optik giver det noget, at man har gennemført noget. Det har givet en del til mit selvværd, at jeg kom igennem det, og jeg tror nu egentlig også godt, man kan sige, at jeg i nogen grad bruger min uddannelse i det daglige – også sådan rent fagligt.
Samtidig skal jeg skynde mig at indskyde, at jeg kender en masse ekstremt intelligente, kreative, inspirerende mennesker, som har valgt en helt anden vej end jeg, og som aldrig har så meget som overvejet at tage en uddannelse, og dem lærer jeg absolut mindst lige så meget af at være sammen med.
Jeg mener nok bare, at hvis man egentlig gerne vil have en uddannelse, så er de år, det tager at tage den, godt givet ud. Også selvom det er røv-hamrende kedeligt indimellem. Så I, der lige nu knokler med eksamener og overvejer at skippe bøgerne og i stedet tage på backpacking i Asien: Gør det bagefter. Få det nu bare færdigt. Det behøver ikke være perfekt. 🙂