13434172_10154056305351886_95127947_n

Nope, jeg er ikke ved at lukke bloggen. 😉
Men det kommer nok ikke bag på den trofaste læser, at jeg igennem de forgangne to år har gjort mig mange overvejelser i forhold til at vise ungerne frem her på bloggen og Instagram. Helt fra starten – inden ungerne overhovedet kom til verden og før, jeg havde startet bloggen – lavede jeg nogle grundregler for, hvordan jeg måtte gebærde mig online, når det kom til mine unger. Det har jeg faktisk skrevet om her.

Men i takt med, at ungerne er blevet større, har mine grænser rykket sig. For deres skyld har jeg tit, som overskriften i dagens Berlingske Tidende illustrerer, lyst til at slette blog og Instagram helt, fordi at jeg kan blive bange for, at det en dag kan have en negativ konsekvens for mine børn, at jeg har vist og fortalt så meget om dem her på domænet.
Grunden til, at jeg lader være, er, at fordi jeg kan leve af bloggen, har jeg over dobbelt så meget tid med min familie, som jeg ville have, hvis jeg havde et “almindeligt” job. Og den tid, vi har sammen, gør, at jeg synes, mit samvittighedsregnskab går op.

Som en konsekvens af mine tanker har jeg de seneste to måneder ikke vist ungernes ansigter på blog eller Instagram. Jeg skrev om mine overvejelser her og den endelige beslutning her. Og det føles godt. Jeg kunne også vælge at hale ungerne helt ud af ligningen herinde på bloggen, men det ville føles kunstigt og uautentisk, og sådan kan jeg ikke finde ud af at være som blogger. (Jeps, det er i sandhed et tveægget sværd!)

Der må virkelig ikke herske tvivl om, at jeg elsker mit liv her på bloggen, og de overvejelser, jeg gør mig, har sgu’tte noget med jer læsere at gøre. Det er bare tiden. Den går så hurtigt, og især i vor tid. Og særligt for sådan en digital blotter som mig.
Jeg siger viiirkelig ikke, hvad jeg synes, andre skal gøre, for det skal jeg satme ikke gøre mig klog på. Og det er sikkert og vist, at jeg gør en masse, som andre ser skævt til og aldrig ville gøre, så jeg kunne ikke drømme om at agere dommer overfor andre i den her sammenhæng. Eller i andre, sådan som udgangspunkt i hvert fald. 😉

Hvis man har lyst til at læse artiklen, jeg medvirker i, er den at finde i dagens Berlinger på side 10 og lige HER.
Og de skriver, at jeg er 35 år hele TO gange, men det bliver jeg altså først til oktober, skal jeg lige hilse og sige. 😉