Fotografi den 30-06-16 kl. 11.31
Jeg er gift med en mand, som på ydersiden (i min optik) er yderst maskulin, lækker og mandig. Men noget af det, jeg holder mest af ved ham er, at han på indersiden rummer enormt mange feminine dyder. I hvert fald ud fra en 50’er-agtig klassificering. Han er enormt empatisk, han bliver kun meget sjældent vred, og så er han mere huslig, end jeg er.
Dog besidder han også nogle af de mere testosterone værdier. Han ser i gennemsnit halvanden fodboldkamp om dagen året rundt (og skifter gerne tøj på forhånd, så han matcher favoritholdet), han er relativt ligeglad med, hvilket tøj, han ellers går i, og hvordan håret sidder, og så er en forkølelse altid faretruende tæt på at tage livet af ham. Han bliver mandesyg. Og det sidste har jeg de seneste fem år bebrejdet ham af flere omgange.

… Mit problem er imidlertid, at jeg tror, det har smittet. Jeg plejede at være typen, der hjemmefra passede mit arbejde uden at kny selv med den værste maveinfluenza. Jeg har gennemført en hel modeuge med 39,9 i feber, og jeg fødte altså også tvillinger uden at pive en eneste gang. Men de seneste par år har selv den mindste virus kunne slå mig helt ud.
I dag er jeg forkølet, og det føles som om, mit hoved skal springe i luften, hvilket det også gør hver tredje minut. Jeg nyser med en sjælden kraft, der normalt er tornadoer forundt, og som får beboerne fire gader længere henne til at åbne deres vinduer og råbe “Proooosit!” Jeg spiser Panodil Zapp dagen lang, fordi jeg ikke kan holde tanken om hverken hoved- eller hals-pine ud, og i de timer, jeg er på samme adresse som Jon, får jeg gerne nævnt med yderst jævne mellemrum, at det sgu godt nok ikke ser lyst ud for mig.

I dag er jeg på kontoret i Hi House, og for lidt siden halede jeg min mobil op af tasken. Sammen med den fulgte resterne af den pose slik, jeg i går investerede i, da jeg var i biffen med Jon. Hvordan det kan være, at der var noget tilbage, kan jeg ikke forklare, og det er heller aldrig hændt før (jeg ér vist syg), men på bunden af den transparante beholder befandt sig i alle tilfælde tre skumsvampe med chokoladeovertræk, og jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne få dem ud af verden.
Netop, som jeg havde tygget de tre delikatesser til en ukendelig, brun masse, sneg trangen til at nyse sig helt uforvarende op på mig. Jeg havde ikke en chance, og siden jeg engang som teenager læste i et blad, at man kan sprænge trommehinderne, hvis man holder et nys tilbage, har jeg fralagt mig evnen til at gøre netop dét. Hvilket var ærgerligt i den aktuelle situation. Så jeg kunne ikke andet end se svampene forlade min mund i en uskøn regn af brun og klæbrig hvid, som fik min splinternye kontorstol til at ligne noget, der havde stået bag en ko, mens den slog en fis. Det er simpelthen bare spild af god guf.
Så nu har jeg ondt af mig selv af endnu flere årsager – både fordi, min stofbetrukne kontorstol ikke længere er tyrkis, men snarere brun-meleret, og også fordi, jeg aldrig fik mulighed for at synke de svampe, som min mave havde set frem til og var blevet lovet af smagsløgene.

Jeg skal vist have trukket mit forbud mod manflu tilbage derhjemme. Og jeg må hellere investere i nogle nye chokoladesvampe på vejen. 😉