13407739_10154045401431886_2052425655_n

Indlægget er sponsoreret af Levebrød. 
Jeg er så skide-stolt af mig selv! Mindre kan ikke gøre det!
Alle jer, der er løbere sådan til dagligt, skal være søde at klikke videre nu. Christina fra Passions For Fashion har eksempelvis et glimrende indlæg om budgetvenlige sandaler her. Tjek det ud, mens jeg lige praler overfor andre ikke-sporty folk. 😉

Som jeg fik nævnt her, var jeg ikke videre stolt ved den situation, jeg i går havde sat mig i. Jeg havde sagt ja til al deltage i ALT For Damernes kvindeløb til ære for Levebrød, og jeg har aldrig deltaget i løb før. Udover en enkelt løbetur i Malaga sidste forår, hvor min søster og kusine fik lokket mig med, har jeg kun løbet på Arndals løbebånd nede i St. Kongensgade, og det er immervæk et år siden. Desuden sprang jeg altid lidt let over det med konditionstræning, da jeg synes, det var meget sjovere at løfte vægte.
Men i går skulle jeg altså gennemføre 5 kilometer sammen med min søster, som er en ganske habil løber. Hjemmefra spurgte jeg Jon, hvor langt tid, det ville tage at gå den distance, og han mente, at det kunne man godt gøre på en time. Fie, min søster, var heldigvis opbakkende, og vi jokede om at forlade ruten kort efter start og gå på bar i stedet og så komme slingrende ind over målstregen som de sidste, mens konferencieren bandede os langt væk over at måtte blive hængende til midnat. Der var et Lagkagehuset-telt, og jeg skal være ærlig at sige, at 20 minutter inden start fandt én af deres direktør-snegle vej til min mavesæk. Jeg var umanérligt træt efter for hvad der føltes som 10. gang på en uge at være blevet vækket kl. 4.30 om morgenen.

Og så gik startskuddet, og vi luntede derudaf. Faktisk blev jeg først lidt skuffet over, at Fie rent faktisk luntede i stedet for at spadsere, som vi havde snakket om, men jeg tænkte, at vi skulle jo under alle omstændigheder igennem ruten, så jeg kunne lige så godt løbe de meter, jeg nu kunne, så jeg kunne komme hjem til sofaen. Så det gjorde vi. Og det gik sgu egentlig ret godt. Jeg kom længere, end jeg havde regnet med, uden brug for pause. Bevares – havde nogen disket op med en divaneser og noget FamilieGuf, havde jeg nok ikke været svær at overtale, men det gik sgu fint!
Pludselig så vi et skilt, der bekendtgjorde, at vi havde klaret den første kilometer… Og så blev jeg alligevel nysgerrig på, hvor længe, jeg kunne holde den kørende! Det gik, indtil vi ramte skiltet for 2 kilometer, hvor jeg havde brug for lige at sænke farten og gå lidt. Mine ben føltes ualmindeligt tunge, men jeg var ikke vanvittigt forpustet. Vi gik i cirka 20 sekunder, og så løb vi videre.
Den næste kilometers tid kom jeg til at tænke på Lotte Arndal. Hun lærte mig nemlig, at mange (særligt kvinder) ikke kan lide den ubehag, det giver, når man anstrenger sig, og derfor stopper de længe før, de egentlig behøver. De kan klare meget mere, end de tror. Hun lærte mig, at man ikke dør af at være forpustet, og selvom man føler, at man ikke kan trække vejret, så har man det altså helt fint igen meget kort tid efter.
Jeg kom også til at tænke på engang, hvor hun skulle teste min kondi. Jeg stod på et løbebånd og skulle bare nå så langt som muligt på 10 minutter – jeg bestemte helt selv tempoet. Da jeg var færdig, spurgte hun, hvorfor jeg ikke var mere smadret? Så havde jeg jo IKKE løbet så langt, som jeg KUNNE.
Derfor aftalte Fie og jeg, at den sidste kilometer skulle vi give den max smadder! Som et forsøg ville vi give den fuld Rebecca uden at se os tilbage. Vi ville ikke stå på mållinien og have 10-15 % energi tilbage i beholderne. Som sagt, så gjort!
Vi lunte-løb frem til 4 km-tegnet, gjorde en kort gå-pause, og så spænede jeg! Jeg stak af fra Fie, og jeg skræmte livet af én af de andre motionsløbere, jeg overhalede! Den fik fuld æde,  jeg trak vejret manisk i små stød, og efter nogle hundrede meter, døde jeg. Jeg kunne ikke løbe ét sekund mere og gav mig i stedet for til at gå, mens jeg fik pusten. Men så kom Fie op på siden af mig, og råbte “KOM SÅ, MIA!” (Hun har aldrig kaldt mig andet end ‘Mia’), og så spænede vi sammen de sidste 300 meter. Vi asede, masede, oksede og kæmpede, og det dunkede så hårdt i mine tindinger, at jeg kunne se stjerner. Jeg følte, at jeg skulle dø, og konferencieren i mikrofonen kommenterede på vores vilde ridt. Jeg var tæt på at lægge mig til at dø to meter før målstregen, men jeg klarede det! Jeg kom over, og jeg følte mig absolut sikker på, at jeg havde givet alt, jeg havde i mig, på den sidste kilometer. Og det føltes FANTASTISK!

Det er første gang i mit liv (bortset fra Krapylernes fødsel), hvor jeg rent faktisk har følt mig stolt over en fysisk bedrift! Dengang jeg trænede med Lotte, blev jeg stolt, når hun roste mig, eller når andre sagde, at det var sejt gjort, men i går aftes var jeg sgu stolt af mig selv, fordi jeg trodsede mit eget velbehag og gav den alt, jeg havde i mig. Min søster sagde, at hun synes, jeg var sindssygt sej, og jeg kunne se, at hun mente det, og det gjorde mig endnu mere stolt. Hun havde helt sikkert klaret ruten hurtigere uden mig, for hun er typen, der økonomiserer med kræfterne og tager turen i et og samme tempo. Men hun synes også, det var sjovt at lægge et konkurrence-element ind i det, og ved målstregen var hun også komplet ødelagt.
Og et minut senere havde vi det ganske rigtigt fuldstændigt fint igen! 🙂

Vores tid blev 36 minutter og 34 sekunder, og det siger mig ikke en dyt, for jeg har aldrig sat mig ind i, hvor langt tid, det tager at løbe.
Men på tirsdag har vi aftalt at løbe 5 kilometer mere. 🙂