13342441_10154035028826886_249544599_n
Jeg skrev for en rum tid siden et indlæg om, at jeg overvejede at lade mine unger pensionere fra bloggen. Og jeg fik simpelthen så mange gode, konstruktive, inspirerende kommentarer fra folk, der læser med her på bloggen. De fleste skrev, at hvis jeg har det bedst med tanken om ikke længere at lade ungernes ansigter vise på nettet, så skulle jeg gå med den følelse, for det er det, det handler om. Andre skrev, at de ville savne ungerne, og så var der nogle, der skrev, at de tror, jeg overreagerer lidt. Altså, de skrev det på en virkelig ikke-fordømmende og forklarende måde! Og jeg er faktisk enig.

Det, der blev skrevet, var, at fordi jeg har den alder, jeg har, er jeg lidt splittet omkring hele den her “nye” verden af internet og sociale medier. For jeg har været voksen både før og efter. Og det er ganske sandt.
Vi fik internet hjemme hos mig, da jeg var 18 år gammel, og jeg fik en mobiltelefon (en Mobilix MayDay, som vi købte hos BlockBuster) da jeg var 17 år. Den kunne hverken sende eller modtage SMS, og jeg tror, det kostede omkring 5 kr. i minuttet at ringe fra den. Den skulle primært bruges til at modtage opkald.
Første gang jeg fik en mobil med kamera, var jeg 22 år, og jeg fik én med internetadgang (eller rettere: Facebook), lige efter at jeg var fyldt 28.
Derfor kan jeg huske tiden før, “alt” vi gjorde blev fotodokumenteret, og den tid er forbundet med en vis ro og tryghed. Og det vil jeg jo naturligt nok gerne give Krapylerne.
Men som der blev skrevet i mit kommentarfelt, så er det slet ikke den tid, mine børn vokser op i. De kommer til at være vant til sociale medier, og de kommer aldrig til at have haft et liv før internettet og Instagram. Desuden har alle deres venners mødre også delt deres babynumser og æblemos-insmurte ansigter med venner, bekendte og fremmede, så de har ligesom lige meget på hinanden. Derfor vil de ikke føle sig udstillet på samme måde. Og det, tror jeg, er sandt.

Men så alligevel …
I torsdags, da jeg spiste morgenmad på Ystad Saltsjöbadet sammen med de 11-13 andre bloggere, talte vi om Johnny Depp og Amber Heards skilsmisse. Jeg er jo yderst sladdersplate-entusiastisk, så jeg bidrog med en masse dumme bemærkninger, fordi jeg har en mening om alt for mange ting. Og en halv time senere kunne jeg se, at en af de andre bloggere havde optaget en del af den samtale og udsendt det på sin SnapChat. Det anede jeg ikke, og jeg synes, det var ret ubehageligt. Alene det, at jeg ikke anede, hun optog, og at jeg ikke var herre over, hvem der fik mine meninger at høre.
Jeg bebrejder hende sådan set ingenting, for sådan er mediet jo, og vi var jo på bloggertur. Det fik mig bare til at reflektere lidt (mere) over, at mine børn jo heller ikke kan sige fra overfor mig, når det kommer til min Instagram. Eller SnapChat, for den sags skyld.

Nu er det jo ikke fordi, jeg kommer til at fjerne ungerne helt fra bloggen – jeg viser dem stadig, bare ikke deres ansigter. Og det, synes jeg, giver dem lidt af det privatliv tilbage, som jeg indtil nu har rådet over. Jeg går ikke drastisk til værks, men jeg gør noget i et omfang, der føles rigtigt for mig.
Desuden er mine unger nu nået en alder, hvor de forstår flere ting. Eksempelvis kameraer. Og jeg vil meget nødigt have skabt en vane, hvor deres hverdag eller leg skal afbrydes, fordi de ser søde ud, og mor lige skal have det dokumenteret til bloggen. Vi tager stadig billeder til familie-foto-arkivet, men det sker jo ikke dagligt. Og det kan jeg godt lide, faktisk.

Så jeg står ved min beslutning. Fra nu af viser jeg kun Krapylerne bagfra eller langt fra, når jeg afbilleder dem til blog og Instagram. Det har jeg faktisk gjort i to måneder nu, og jeg synes sgu, det spiller meget godt. Jeg skriver stadig om dem, for det kan jeg ikke lade være med, så længe jeg blogger. Og jeg føler sådan set ikke, der mangler noget herinde. Jeg kan sagtens fange de stemninger, jeg gerne vil beskrive, selvom ungerne ikke kigger og smiler ind i linsen, men er optaget af tegnefilm, regnorme, LEGO eller noget helt fjerde, som for dem sikkert er ret meget sjovere end www.twinpeaks.dk.

Og lad mig for en god ordens skyld lige gentage, at jeg ikke prøver at skubbe min mening over på andre. Jeg synes absoLUT ikke, at vi alle sammen skal hale vores børn væk fra de sociale medier og alle sammen handle på samme måde. Man skal gøre det, man synes er rigtigt for én selv og dem, man er forældre for. Man skal bare tage stilling og tænke over det, synes jeg. Det sy’s jeg sgu.

Tak for jeres mange kommentarer og villighed til at dele ud af jeres tanker. Det er den fedeste følelse, når jeg får en fornemmelse af, at I forstår, hvad jeg mener, og gider forholde jer til det. Også selvom I ikke nødvendigvis er enige. 🙂