13479406_10154071784741886_1594401471_n
MM i Barcelona 2006 vs. MM i Barcelona 2016.

Det er så ambivalent, for på den ene side føler jeg, at det er tusind år siden, at jeg tilbragte en måned i Barcelona sammen med Stine, hvor vi fik amerikanske kærester og blev enormt fulde og solbrændte. På den anden side kan jeg overhovedet ikke forstå, at der er gået TI år! Slet ikke, når jeg ser på billederne fra den ferie, som jeg sirligt fik fremkaldt (selvfølgelig) og satte ind i et album med små noter til hvert billede. Det er GULD værd, når man er nostalgiker!

13487410_10154071784756886_603207343_n
MM i Barcelona 2006 vs. MM i Barcelona 2016.

Men det ér ti år siden. Ti år og otte kilo. 🙂
Dengang i 2006 havde jeg ikke andet i hovedet end det, jeg foretog mig sådan lige på minutten. Bortset fra, når jeg ikke foretog mig noget. Jeg har nu altid været ret god til at “leve i nuet”, som det hedder på kliché, men som 24-årig havde jeg alligevel mange af de samme bekymringer for fremtiden, som jeg tror, mange andre i tyverne har. Jeg synes, det var røvsygt at gå på universitetet og var bange for, om jeg nogensinde ville komme igennem det. Og ville jeg nogensinde få et job, jeg gad? Og hvad med penge? Ville jeg kunne tjene nogle af dem, selvom jeg ikke ligefrem er definitionen på en knokler og altså ikke scorede de højeste karakterer på RUC? Og vigtigst af alt: Ville der nogensinde være en fyr, der tabte sit hjerte til mig, og ville jeg mon så gengælde følelsen? Eller ville jeg altid skyde forbi og kun forelske mig i dem, der ikke var forelsket i mig?

Og her sidder jeg så i 2016. Lidt klogere, lidt tungere om hoften og meget mere let om hjertet. Og det er selvfølgelig fordi jeg er ret godt tilfreds med udfaldet af alle de bekymringer, mit unge jeg gjorde sig. 🙂 Jeg glæder mig til alt og ingenting på én gang. Jeg synes, alle dage er dejlige på én eller anden måde, fordi jeg tilbringer dem med min hjemmelavede familie. Ikke hver dag hele dagen, men lidt af hver dag. Selvom jeg snildt kan blive træt, irriteret (særligt når jeg er træt) og utålmodig, er jeg altid mere glad end det modsatte i løbet af en dag. Og jeg glæder mig helt vildt til at se, hvordan vores unger kommer til at blive, når de bliver ældre, men jeg nyder dem også i høj grad, som de er nu. Der er ikke noget, jeg sådan gruer for i fremtiden, som jeg gjorde for ti år siden. Noget, der skal gå i opfyldelse som forudsætning for, at det hele nok skal lykkes. Og det er en dejlig, dejlig følelse, som giver dejlig ro og et tilstedevær, som jeg nyder.

Og ja, jeg er otte kilo tungere, end da vi var i Barcelona sidst. Jeg ville lyve, hvis jeg skrev, at jeg slet ikke kan se det, for det kan jeg godt. Men jeg vil nu sige, at jeg synes, otte kilo fylder markant mindre, end jeg troede, dengang jeg var 24. 🙂

Pssst …: I morgen slutter min indsamling til fordel for Unicef. Alle pengene går til at skaffe rent drikkevand og nærende jordnøddemos til dehydrerede og sultne børn i Syd- og Østafrika, som lige nu er ramt af den hårdeste tørke i ti år. Læs mere i mit indlæg her og send en SMS til 1919 med teksten TWINPEAKS! Så støtter du med 25 kr. På forhånd tusind tak! <3

13467646_10154071790411886_466004538_o
Cava og tapas på Taller de Tapas i 2006. 🙂