img_4117.jpgJeg er lige vågnet i sofaen til rulleteksterne efter et afsnit af Billions på HBO, som jeg faldt i søvn til i Jons armhule. Serien er absolut ikke kedelig, men jeg måtte klare mig med fem timers søvn i nat efter det, som blev en ganske våddragt og aften. Jeg var til polterabend for en af mine bedste veninder. Vi startede kl. 7.45 og sluttede kl. 3.00, og et sted umiddelbart efter midnat, mens vi dansede grimt, men sjovt, på Remees nye klub, ARCH, hvor vi også fik et billede med Tori Spelling, var der en ikke ilde udseende 26-årig herre, der bad om mit telefonnummer. Da jeg spurgte, hvor gammel han troede, jeg var, svarede han 24. Jeg elsker steder med rød belysning, der virker som retouchering i nattemørket!

Jeg fortalte ham naturligvis, at han tog fejl med 10 år, og at jeg er gift og mor til to, men takkede ham mange gange fordi, han spurgte. Og så løb jeg hjem og fortalte Jon om min succes som græsenke i nattelivet.

Grunden til, at det ikke blev til mere end 5 timer under dynen er, at jeg simpelthen ikke kunne udholde ikke at tage i kolonihaven med familien så snart, det overhovedet kunne forsvares! Vejret var jo latterligt optur, og vi havde den hyggeligste dag i Lones Lune, hvor vi fik besøg af venner til grillede pølser og burgere på plænen. Desværre fik jeg smurt Hugo lidt for grundigt ind i en solcreme, hans øjne ikke kunne tolerere, så de blev meget små, røde, sammenknebne og sviende sidst på dagen, hvilket selvsagt ødelagde stemningen og Hugos gode humør fuldstændig. Så vi drog hjem og gav ham to dråber af en salve mod øjenbetændelse, hvilket løste problemet og efterlod Hugo lettet og lykkelig. Han og Berta drønede rundt i hele lejligheden i bare måse i over en time, og jeg udsatte deres ellers yderst vante sengetid betragteligt, fordi jeg simpelthen ikke kunne nænne at afbryde deres kollektive optur. Begge Krapylerne er begyndt at snakke helt vildt meget til vores alle fires store gevinst. De snakker med hinanden, de snakker med os, med deres bamser og nogle gange med folk på gaden. De forstår ting, foreslår ting, lyver, synger, fyrer små vitser af og laver bøvselyde, og jeg har uden pis småtudet tre gange i dag af familielykkefølelse på grund af netop det. De er så meget mere mennesker nu end nogensinde før, og jeg er simpelthen så vild med det!

Det ér Mors Dag, og jeg HAR tømmermænd, så jeg må godt. 😉