13141026_10153979487641886_152862586_n
Jeg har altid været lidt af en internet-nørd. Længe før Tinder, Happn og alle andre af disse nymodens score-apps blev moderne, havde jeg en profil på Dating.dk, hvor jeg ivrigt høstede unge mænd, med hvem jeg gik ture om søerne. Faktisk blev jeg kæreste med en enkelt, men det holdt kun i et par måneder.
Jeg havde også en MySpace-profil, som jeg pimpede med forskellig musik alt efter, hvilket humør, jeg var i, og her delte jeg også billeder, som jeg synes reflekterede, hvem jeg var. Efter MySpace kom Facebook, og min TimeHop-app har nogle gange næsten LIDT for travlt med at dele alle de tåkrummende statusopdateringer, jeg havde travlt med at skrive allerede i 2007, hvor man hverken kunne ‘like’ eller kommentere på hinandens update. Faktisk var det først året efter, at man overhovedet kunne skrive på hinandens wall!
Jeg var ikke super-hurtig til at komme på Instagram, for det med at tage billeder sagde mig ikke det helt store. Jeg har altid synes, at ord var sjovere. Men jeg hoppede selvfølgelig med på toget, og siden dengang i 2010 er det blevet til næsten 4.000 billeder på @mmleilange (i starten hed jeg dog @frk.lei). 🙂

Jeg ELSKER de sociale medier, og jeg elsker at kommunikere med folk på nettet. Det har jeg altid gjort, og det var også grunden til, at jeg blev digitalredaktør på ELLE, og det er HELE grunden til, at jeg har min blog. Jeg synes, at internettets hurtighed er sjask-charmerende, for den betyder, at jeg på et øjeblik efter at have postet et billede, en artikel eller et blogindlæg kan se, om og hvordan der bliver reageret. Samtidig gør de sociale medier og min blog det muligt for mig at skrive, sladre og hygge mig med en masse mennesker, som jeg føler, at jeg semi-kender, fordi jeg har bloggen her. I love it!

Og nu har jeg jo så fået børn. To styks, endda.
Pludselig er det ikke længere kun mig selv, jeg skal kunne se i øjnene i mine selfies på nettet, men også dem. Jeg har det ret afslappet med, at de kommer til at vokse op med en mor, der gør sig selv til grin med jævne mellemrum på internettet, men det faktum, at jeg eksponerer dem også, er noget, der fylder mere og mere hos mig. Jeg synes, det er komplet weird, at folk, jeg aldrig har mødt, “kender” mine børn. Og jeg aner ikke, om de kommer til at vokse op og få nedtur på over, at jeg sådan går og deler ud af det, der jo også er deres liv.
Jeg har i al min tid som mor og blogger haft nogle ret klare retningslinjer for, hvad jeg ikke vil dele, når det kommer til Krapylerne, men i løbet af de seneste måneder er jeg blevet mere og mere i tvivl om, om jeg bør dele noget overhovedet. Billedmæssigt, tænker jeg på. Det er jo umuligt for mig at styre, hvor billederne ender henne, når de først er røget online, og jeg kan ikke beskytte mine unger imod at blive om ikke kendte, så i hvert fald genkendte.

Derfor har jeg den seneste måned faktisk ikke vist ungernes ansigter på bloggen og Instagram. Og faktisk havde jeg besluttet, at de skulle på pension. Men det føles mærkeligt … Jeg har den seneste uge haft en følelse af, at jeg holder bloggen ud i strakt arm, og det er en prikær følelse, når jeg nu driver en blog, som er ret personlig. Jeg har en klar linje imellem mit blogliv og mit privatliv, men når jeg på den måde slår en tydelig streg ned midt i det hele, og fortsat fortæller om mit liv med Krapylerne, men ikke viser deres ansigter, føler jeg, at jeg har givet mig selv håndjern på. Eller har malet mig op i et hjørne.

På den ene side kunne jeg godt tænke mig, at mine unger aldrig nogensinde mere skulle vises nogen steder, for på den måde kan de, når de bliver gamle nok, helt selv træffe valget, om de ønsker at være en del af cyberspace. Men på den anden side har jeg sgu svært ved at være den blogger, jeg nu engang er, hvis jeg ikke viser billeder af de mennesker, jeg elsker højst. Dilemma! 🙂
Jeg har naturligvis diskuteret dette med folk, jeg kender, og vigtigst af alt med den kloge mand, der har giftet sig med mig. Vi har talt for og imod, og vi har diskuteret, hvad det egentlig er, vi gerne vil opnå. Eller undgå. Det er jo ikke sådan, at mine unger vil blive genkendt i skolegården som var de Prins Christian og Prinsesse Isabella. Til det er jeg alt for ukendt, og der er alt for mange andre bloggere og mennesker i det hele taget, der sludrer om deres unger online. Det er jo heller ikke sådan, at bloggens primære fokus er ungerne – det har det sådan set aldrig været. Det er jo mig, der er den selvfede, der tager udgangspunkt i mig selv i alt, jeg skriver. Og hvis jeg nu lukker mine blog om nogle år (jeg har ingenplaner herom, men hvem ved), så er de og jeg nok glemt igen relativt hurtigt, da mediestrømmen er så massiv, og der konstant kommer nye ting, mennesker, apps, reality-TV-programmer og bloggere til.
Og samtidig – hvis jeg IKKE havde haft bloggen, ville jeg jo have delt masser af billeder af mine børn på de sociale medier ligesom alle mulige andre gør det. Og skylder jeg dem så mere at lade være med det, fordi der er flere, der læser med?
I syvende og sidst gør mit “job” som blogger det muligt for mig at være meget mere sammen med mine unger, end jeg ville kunne, hvis jeg havde et mere almindeligt arbejde. Og hvis prisen så er, at de bliver vist på selvsamme blog, er det så måske et offer, der er værd at bringe?

Jep, det er altså de tanker, jeg går og gør mig for tiden. Og det synes jeg egentlig, alle vi, der har både børn og internet-adgang bør gøre os nu og da.
Og jeg vil meget gerne høre det, hvis I, der læser med, har nogle tanker om alt det her. Og ja, ungernes pensionsplaner er stadig pending, kan man sige. 🙂