13153514_10153988940386886_615128812_n

KÆFT, hvor bliver man dog i et godt humør, når solen skinner, og byen summer af glade folk i korte bukser.
Jeg kunne ikke dy mig for at spise en pizza på Illums tagterrasse denne mandag i selskab med en veninde, og inden jeg skulle retur til kontoret, bad jeg hende om lige at snappe et par billeder af mig. Jeg ville faktisk rigtigt gerne have flere outfit-indlæg herinde, men jeg synes stadig bare, det er så akavet at bede folk om at tage billederne. 🙂

Kjolen, jeg har på, købte jeg til vores Sri Lanka-“ferie”, og der nåede jeg aldrig at få den på. Men jeg synes heldigvis, den har den perfekte arbejds-længde, og så er der også lidt ekstra længde på ærmerne, hvilket er godt, når man (som undertegnede) har tendens til en lidt gavmild mormor-muskel. Desuden er den orange, hvilket er totalt sommeragtigt! Den kan shoppes her, skulle man have lyst.

 

 

13181064_10153988940576886_1126180956_n

Mine sko er et par Nike Air fra Sarenza.dk, som jeg købte for nogle måneder siden. Jeg ELSKER dem! Sidste år gik jeg rigtigt meget i mine Stan Smith, men jeg synes faktisk, de får fødderne til at se lidt store og flade ud. Det gør de her ikke, og de har sågar en lille smule hæl i form af en tyk sål. Den model, jeg har på, kan jeg ikke finde derinde mere, men den her ligner ret meget.

Solbrillerne LIGNER Ray-ban, men jeg må med skam melde, at de er en kopi, som jeg købte i Nice, da jeg havde glemt mine Céline derhjemme. Og lige nu roder kontoret så meget, at jeg ikke kan finde mine Céline, så i dag måtte de altså gøre arbejdet.

En eller anden fortalte mig, at man inde hos DMI kun taler om “sommer”, når der er 25 grader eller derover. Det er altså grådigt, synes jeg! I dag, da jeg spiste frokost, var der 23 grader, og det var FANTASTISK! Hvis det ikke er sommer, så klarer jeg mig gerne uden!

Og nåh, ja, PS: Tasken er fra Mulberry. Jeg købte den til mig selv, da jeg gik på barsel med ungerne, så det ér vel egentlig at betragte som min pusletaske. 😉

13140531_10153988941126886_615794703_n