13281922_10154017909516886_1689730220_n
Jeg har tidligere lavet et indlæg, der handlede om, hvis min blog var en anden slags blog – det kan skimtes her, hvis man skulle have mod på det.
Det indlæg skrev jeg egentlig for at bevise, at jeg også bliver pisse-irriteret, utålmodig og træt af ting. For det gør jeg! Flere gange om dagen. Selvom nogle af jer, der læser med, kan synes, at mine hverdags-linser er for lyserøde. Jeg synes, jeg lever et ret privilligeret liv, og det er jeg ekstremt taknemmelig for hver eneste dag. Men jeg er også “bare” mor til to små børn, og alle, der har prøvet det, ved, at det ikke altid er en hverdag fuld at insta-værdige momenter.
Særligt lige for tiden, hvor mine kærligheds-krapyler er 2 år og 3 måneder gamle og viiiirkelig lever op til det, man siger om folk i den alder, kan nogle dage synes ufotogene. Jeg har eksempelvis ret svært ved at forstå, hvor meget, man som 2-årig kan leve med at rive sin bror/søster i garnet, når man i og for sig selv græder store, salte tårer, når det bliver gengældt! Det kan godt gøre mig træt og irritabel, når ungerne farer rundt, råber og skriger, banker hinanden, bider mig og smider alt på gulvet.
Men heldigvis glemmer jeg det så snart, det er forbi!

Eksempel:
I går hentede Jon og jeg ungerne i vuggestuen og tog cyklerne (og ungerne, selvfølgelig) med toget til Skovlunde. Jon glædede sig til at vise dem den lille rutchebane og det fodboldmål, han havde købt til dem i ToysOrUs tidligere på dagen og plantet i haven ved kolonihavehuset. Taknemmeligheden kunne dog ligge på et meget lille sted, da ungerne i stedet for delt lykke over nyerhvervelserne kun så dem som brænde på det bål, der er deres evige strid om ejendomsret. Hugo satte sig solidt på rutchebanen, og Berta rev ham i håret for at få ham væk. Og sådan gik så den eftermiddag. Og aftensmaden smed de på gulvet, nattøjet sølede de til i jord og jordbær, og de natsange, vi sang, var ikke gode nok, så Hugo holdt sig for ørene og skreg “NEEEEEJ! NEEEEJ!”

Når jeg har sådanne dage, er jeg så glad for, at jeg også fulgte Lortemors blog, dengang hendes Alfred var 2 år. Trine skriver nemlig meget frit fra leveren, og hun var ikke karrig med deltaljerne om sønnens hysteriske anfald, og dengang tænkte jeg, at det lød da helt vildt, og mine unger var så nemme, så sådan ville det nok aldrig blive hos os. Tillad mig: “Muuuahahahahahahahahahahahahahahahahaha!” Hvor tog jeg fejl. 😉
Heldigvis, for jeg er ret sikker på, at det er totalt meningen, at krapyler på 2 skal være nogle små ballademagere. Jeg må straffe dem med huslige pligter, når de bliver gamle nok til, at jeg tør betro dem Royal Copenhagen-tallerknerne.

13288920_10154017900606886_1328117638_n
Men det fede er, at selvom en dag kan være fuld af fart, fis, frustrationer og familie-fnidder, så glemmer jeg det så snart, det er overstået. Når skyerne glider fra solen, og Hugo giver Berta et kram, så glemmer jeg alt om hår-riveri og høje tonelejer. Og da ungerne i går aftes var puttet, og jeg havde taget jordbær, kirsebær, mini-skildpadder og Bugles med ud i haven til min kraftkarl af en overscoring og lod ham banke mig i UpWords, mens solen langsomt forsvandt fra haven, så vi til sidst lå pakket ind i hver sit tæppe som to larver i puppe-stadiet, så havde min hukommelse forrådt mig på fineste vis, og jeg synes pludselig, at det havde været den dejligste og mest idylliske dag dér midt i vores smørhul mellem Skovlunde og Glostrup.

Min pointe er, at mit liv er enormt gennemsnitligt på alle de rigtige måder. Og jeg er ikke nogen Buddha-type, der altid haler vejret helt ned i lungerne og tæller til ti (den slags er Jon meget bedre til end jeg). Men jeg er god til at samle på de gode ting – altså ikke i form af små, kvadratiske billeder på Instagram, men mere sådan oppe i bøtten. Jeg samler de gode minder, tidspunkter og øjeblikke, der er hver dag og tager dem med til i morgen. Og så lader jeg fnidderen forblive i går. 🙂