Fotografi den 30-05-16 kl. 10.51

Kan vi ikke godt lige snakke lidt om den ubehag, der er forbundet med at være iført en heldragt?
Det er faktisk upræcist formuleret, for ubehaget forekommer netop ikke, når man rent faktisk er iført dragten …

I dag er jeg krøbet i en koboltblå one-piece, og min første tanke, da jeg cyklede afsted, var, at den simpelthen er så overmåde behagelig at have på. Der er ingen bukselinning, der strammer, ingen comboybukse-lår, der klemmer og ingen t-shirt, der kryber ryggen op og afslører en forvasket g-streng et sted nederst på ryggen. Og i mit tilfælde faktisk heller ingen strammende BH, da stropperne i buksedragten ikke tillader sådanne – og i øvrigt sidder så løst, at banan-babserne ikke afsløres.

LIGE INDTIL! (Og nu kommer vi altså til sagens kerne).
Hvor er det dog underligt at tisse, når man har buksedragt på! Forstå mig ret, jeg tisser jo ikke imens, jeg har den på, og det er jo netop det, der gør det så weird. For der står man så og haler alt sit tøj ned om anklerne, inden man sætter sig på kummen og gør det, man nu skal. Og mens, man gør det, er mave, ryg, skuldre og babser komplet blottede. Det er sådan en uuuunderlig følelse!
Jeg tjekker altid låsen på døren to gange, inden jeg går på toilettet iført heldragt, for hvis jeg blev taget på fersk gerning i et af de øjeblikke, ville det være med bukserne nede i mere end én forstand. Og hvor måtte det også være prekært for beskueren, forestiller jeg mig. 

Det er heldigvis aldrig sket endnu. 😉