13115641_10153977808141886_599364707_n-1

Jeg har glædet mig til dette moment siden efteråret 2015! ENDELIG er anden sæson af DR3s ‘Kære Dagbog’ gået i gang – faktisk var der premiere i mandags. Det hele er klippet lidt op, så vidt jeg kan forstå, så selvom den kvikke seer måske har spottet Jon blandt publikummerne allerede nu, så er det altså først d. 16. maj, at jeg er med.

Det var seriøst noget af det skæggeste, jeg har oplevet, at være med i det program!
For det første krævede det, at jeg læste alle mine gamle dagbøger fra min gymnasietid i Sønderborg fra 1997 til 2000 igennem, overdrog dem til en tilrettelægger, som udvalgte nogle passende passager, og til sidst skulle jeg læse disse op for en hel masse fremmede mennesker en aften i Kødbyen. Jeg GRÆD af grin! Det var så sjovt og pinligt, og jeg blev ved at få øjenkontakt med min søster og mine veninder, som jeg havde inviteret med, og deres reaktioner gjorde det latterligt svært at holde masken. De kendte mig nemlig også dengang og kan huske dele af det, jeg beskrev, bare med andre fortegn.

Noget af det fedeste ved oplevelsen er, at den slentretur ned ad hukommelsens allé fik mig til at tage kontakt til ‘the boy in question’, nemlig Steffen, som jeg brugte samtlige tre gymnasieår på at være dødeligt forelsket i. Han er faktisk det eneste, mine dagbøger handler om. Vi har mødtes nogle gange siden, når jeg har været på Als, og det har været så sindssygt hyggeligt, for han stadig er skidesød. Men også vildt interessant, fordi han har været venlig nok til at fortælle mig, hvad HAN gik og tænkte om mig og ham og det alt sammen dengang!

Billedet ovenfor sendte tilrettelæggeren mig, da de var igang med at klippe programmet. Hun har pauset optagelsen lige idet, jeg lukker min dagbog og fortæller, at jeg altså ikke blev gift med Steffen, men derimod med Jon, som sidder lige dér… 😉

Man kan se ‘Kære Dagbog’ på DR3 hver mandag kl. 21.30. Og jeg er altså med d. 16. maj.