13262101_10154006565141886_1767161859_o

Begrebet ‘køn’ er noget af det, der optager Krapylerne en del derhjemme for tiden. Eller i hvert fald kønsdele. En af deres yndlingsbeskæftigelser er at løbe bare omkring, og når de gør det, taler de enormt meget om den forskel, der nu engang er på dem. I vuggestuen har pædagogerne smilende fortalt, at de også tit underholder de andre børn med at fortælle om tissemænd og -koner. Mine børn er simpelthen blevet dem, man taler om, når man siger “Jeg ved ikke, hvor han har det fra. Han må have lært det i vuggestuen!” 😀

Det undrer mig egentlig ikke. På stort set alle andre punkter er alt andet i mine ungers liv jo enormt ens. De er lige høje, lige tykke, de har den samme far og den samme mor. De sover på samme værelse i ens senge, de skal deles om alt legetøjet, og om aftenen får de det samme at spise. Desuden er de sammen altid om alting, og der har i hele verden kun været 28 minutter, hvor den ene fandtes uden den anden. Og det kan end ikke jeg huske.
Men når bleen så ryger, ser verden pludselig anderledes ud! Og hvad gør det endnu mere interessant er, at de jo har spottet, at de hver især matcher en forælder. Hvilket de også gerne underholder med offentligt.

10427325_10152236943958613_5436141365354413442_n
Forleden var Jon ikke hjemme, og Hugo sov lur. Berta og jeg havde gang i et eller andet, da Jon ringede til mig, og vi talte et par minutter, hvorefter han skypede med Berta. Da vi havde lagt på, savnede hun sin far, så jeg gik ind på hans facebook-side for at finde nogle billeder af ham, vi kunne kigge på. Vi bladrede dem alle sammen igennem, og selvom han på nogle havde langt hår og stort fuldskæg og andre en fed skovsnegl på overlæben, pegede Berta alligevel begejstret på dem alle og udbrød “FAR!” Lige indtil vi nåede til billedet, som ses herover, som er fra dengang, han spillede en komedie-version af ‘De Tre Musketerer’ på Østre Gasværk og altså skulle efterligne Ludvig D. 13. Da pausede hun lidt, tænkte sig om, smilede så stort og sagde “MOR!” Da Hugo vågnede, lavede jeg samme nummer på ham, og han var enig. 🙂

13233416_10154006563611886_485690373_n
Forleden dag ordnede Jon og jeg kasser fra loftet, og her faldt jeg over en masse gamle billede fra dengang, jeg boede i Berlin i 2007. Kort efter, at jeg var flyttet derned, blev jeg og nogle af mine nye venner enige om at holde en fest i min lejlighed. Temaet var “charterferie”, og jeg tænkte, at jeg gad ikke klæde mig ud som sexy hoola-pige, så alle mine nye bekendtskaber straks ville tro, at jeg var dén type. Så jeg gik den komplet modsatte vej og transformerede mig selv til en græsk stodder. Jeg havde sågar malet pikhår på maven og (som det ses) uni-brow, WC-bræt-skæg og hår på brystet! Great succes!
Det billede viste jeg så ungerne, der begge tænkte sig lidt om og kom til den samme konklusion: “FAR!”

Jeg elsker det! ‘Mor’ og ‘far’ er bare en label, de sætter på de to mennesker, der hører til dem. Hvem, der egentlig er hvem, er lige meget.