image

Jeg var lidt spændt på, hvilke reaktioner, der ville følge morgenens indlæg, men der var ingen, der bebrejdede mig mine mange mondæne morgenmad’er, og det var rigtigt interessant at læse om folks forskellige (og også meget ens) forhold til penge og økonomi. Så mange tak for input!

Én spurgte i kommentarfeltet, hvorfor det egentlig er, at jeg så tit spiser morgenmad ude, og om jeg ikke hygge-spiser med Krapylerne om morgenen. Og jo, det gør jeg hver dag. Vi får enten havregrød, yoghurt eller bananpandekager, men som oftest det første. Og altid klokken 7. Så når den lille viser nærmer sig en 9-10 stykker, er jeg altid klar til andet heat. Måske en vane, jeg tog til mig under graviditeten, hvor jeg på alle dage spiste morgenmad mindst to gange. 🙂

I sidste uge fik jeg en e-mail med en invitation om at komme til London i teatret på en pressetur, og jeg måtte sågar tage en ledsager med. Jeg vendte idéen med Jon, og han var fuldkommen solgt ved tanken om 24 timer uden børn i et relativt fremmed land i mit selskab. Desværre blev turen aflyst, men nu var lysten jo vakt. Og den slags har jeg nu engang svært ved at sidde over. Derfor er vi nu gået i gang med at planlægge et voksen-døgn i Nice i stedet fra torsdag til fredag i næste uge. Vi skal lige have vished for, at Verdens Sejeste Farmor ikke er engageret andre steder, og den bekræftelse kommer forhåbentlig i aften (ellers gør vi det bare en anden gang). Men hvis det går an, så flyver vi torsdag morgen til Nice, og fredag kl. 12.55 flyver vi så retur til København i tide til at hente Krapylerne i vuggestuen! På den måde er det blot en enkelt aften og morgen, de må undvære os, og idet Nices lufthavn ligger blot et kvarters taxakørsel fra downtown, får vi det optimale ud af vores tid i det franske. Jeg gik lige på nettet for at lure på hoteller, og det første, der poppede op, var Le Negresco, som jeg mangen gang har sendt hede blikke, når jeg har spankuleret langs Promenade Des Anglaise ved Côte d’Azùr de gange, jeg har været i nærheden. Og det er vanvittigt luksus-agtigt, MEN der var 48% rabat på et dobbeltværelse med udsigt over gårdspladsen (modsat havudsigt, selvfølgelig), og vi skal jo kun bruge en enkelt overnatning, så jeg slog sgu til! Jeg har booket et værelse INKLUSIVE badekar med løvefødder til Hr. og Fru Lange, og HVIS planerne går i vasken, er der heldigvis gratis afbestilling. Man siger jo, at forventningens glæde er den største, og hvis vi tvinges til at flytte turen, kan jeg jo glæde mig over at have haft dén glæde hele TO gange, kan man argumentere. 🙂

I deres to år lange liv har Jon og jeg kun været væk fra ungerne på samme tid i en nat én gang før, og det var i november, da de overnattede hos deres farmor i Helsingør. Og nu synes tiden moden igen! Tanken om en dag med solskin for oven, Langemand som vedhæng efterfulgt af en nat OG en morgen i hinandens eksklusive selskab synes næsten mere fancy end Margrethes kunstnerbal for en måneds tid siden! Jon og jeg har været i Nice sammen før, da vi boede i telt uden for byen og regelmæssigt tog ind og spiste simremad og drak Pastis (mest Jon) på de lokale gæstgiverier i den gamle bydel.

Så ja, vi ødsler videre! Og sørger samtidig for at købe fornuftigt ind, når der er tilbud i Netto, så tingene går op. 😉