12920941_10153922866996886_1733513072_n
I går tilbragte jeg hele formiddagen med at arbejde og spise morgenmad på The Union Kitchen. Jeg kan tit godt stene lidt over, hvor ofte jeg rent faktisk spiser ude.
Da jeg var barn, blev morgenmad, frokost og aftensmad indtaget rundt om spisebordet i køkkenet i Mommark. Min far sad på slagbænken op ad væggen, jeg sad på min plads med ryggen mod vinduet, min søster sad på sin med ryggen mod opslagstavlen, og min mor sad overfor min far, tættest på komfuret.
Jeg kan huske, at vi på min 12-års fødselsdag var på Jensens Bøfhus, hvilket var en ret stor oplevelse – nok mest grundet softicebaren. Og så kan jeg huske at være ude at spise på sommerferier i det hedengangne Tjekoslovakiet, hvor priserne på ingen måder lignede de danske. Jeg valgte i øvrigt altid gullash med knödeln. Både til frokost og aftensmad.

Men vi gik aldrig ud at spise til dagligt. Det gjorde man ikke – det kostede jo kassen. Ligesom at når vi om sommeren fik is, måtte vi vælge frit fra nederste række. Jon og jeg går ud og spiser med ungerne, når vi ikke gider lave mad. Ikke fordi, det er spændende og festligt – oftest bare fordi, det er nemmere. Og jeg spiser morgenmad og frokost på café flere gange hver uge. Og sådan er det egentlig for de fleste, jeg kender.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om det kun skyldes, at vi bor i København, hvor udbudet er et andet (jeg tror ikke engang, at begrebet “brunch” var opfundet endnu i 80’ernes Sønderjylland), at vi tjener flere penge, end vores forældre gjorde (min mor gik ikke på arbejde, da jeg var barn. Hun tog sig af os børn i stedet), eller om vores generation bare har et andet forhold til penge. Alle mine venner bruger overordnet set flere penge end deres forældre. Men ingen af os har forbrugslån i banken, Jon og jeg har en fornuftig opsparing, og jeg har ikke haft overtræk, siden jeg gik på universitetet.

En del af mig kan selvfølgelig godt lide den her livsstil, fordi jeg synes, det er dejligt at have økonomisk frihed til at gøre det, man har lyst til i det daglige. Alt med måde, selvfølgelig – der er også perioder, hvor vi spænder bæltet lidt. Og der findes også maaange mennesker, der bruger mange flere penge end os. Men på den anden side kan jeg nogle gange godt rammes af tanken om, hvor mange penge, vi nok kunne have stående i banken, hvis vi levede lidt mere efter samme princip som vores forældre. Hvis tøj bare var noget, der skulle holde kroppen varm, hvis taskers eneste formål var at transportere de nødvendige ejendele, og hvis restauranter var nogle, man kun frekventerede ved særlige lejligheder. Og jeg bliver nærmest skidtmas ved tanken. Tænk engang, hvis vi/os/jeg ikke var så stor en del af det, man vel kalder “oplevelsesøkonomi” og så nøjedes med at bruge penge på ting, vi rent faktisk skulle bruge.
Men hvad Søren skulle vi så bruge gysserne på? Pensionsopsparring?

Dette indlæg har egentlig ikke det helt store formål, blot en smule eftertanke. Og så er jeg nysgerrig efter at høre, om I på den anden side af skærmen har det på samme måde. Eller om I mon blot forarges over min ødsle livsstil. 🙂