12986426_10153937304281886_340849285_o
Da jeg forleden i et indlæg på nærværende domæne åbenbarede det faktum, at jeg havde spist en grøn skål til morgenmad, var der en læser, der venligt spurgte, om jeg ikke spiste sammen med min familie fra morgenstunden. Hun nævnte, at den slags var meget vigtigt hjemme hos hende.
Jeg svarede, at det gør jeg sådan set også stort set dagligt, men fordi vi får øjne så tidligt, er én omgang morgenmad sjældent nok for mig.

Spørgsmålet fik mig til at tænke over, hvad der egentlig er vigtigt hjemme hos os om morgenen. Da jeg var barn, spiste vi altid morgenmad sammen, og vi fik altid havregrød. Eller det vil sige, at min søster, min mor og jeg spiste havregrød, som min mor havde tilberedt i den gule støbejernsgryde, mens min far drak kaffe med mælk fra sin plads på slagbænken. Han har aldrig spist morgenmad, men han sad med ved bordet. Vi skulle hjemmefra senest kl, 7.13, for selvom jeg boede blot 2 kilometer fra Lysabild Skole, var mit stop det første på skolebussens rute, da den således startede hos mig og derefter snørklede sig igennem mørket i Mommark, Sarup, Skovby og til sidst spyttede os alle sammen ud i Lysabild.

Sådan er det ikke hjemme hos os i Nørregade. Vi skal sådan set sjældent nå det helt store. Jeg foretrækker at være på kontoret kl. 9, men jeg har aldrig møder før 10, da det giver os elastik i de tidlige timer.
Hugo vågner som regel kl. 6, mens Berta snildt kan sove til kl. 7. Og da både Jon og jeg holder af at sove længe, sympatiserer vi med vores førstefødte og lader hende sove, til hun vågner af sig selv. Det giver den af os, der taber morgen-sludderen om, hvem der skal op først, og hvem der må sove en time længere, en stund alene med Hugo, hvilket er ret hyggeligt, da man som tvilling jo sjældent har solotid. Den tid indhenter Berta i weekenden, da hendes middagslure tit er kortere end Hugos. 🙂

Som oftest laver jeg en kæmpe portion havregrød, som jeg først deler med Hugo, og når Berta vågner, spiser hun også en portion. Tit kommer de retur efter en times leg og beder om en portion mere. Hvor ækelt, det end måtte synes, elsker mit yngel altså kold, smattet havregrød næsten lige så højt som popcorn.
Nogle dage vågner begge krapyler samtidig, og nogle dage laver jeg bananpandekager til dem i stedet for havregrød. Og de dage får de nogle gange lov til at indtage deres morgenmad foran fjernsynet, hvor der så ved samme lejlighed vises enten “Mascha & Bjørnen”, “Peter Pedal” eller nogle af de der åndssvage amerikanske “Finger Family”-videoer fra Youtube, som særligt Hugo er komplet skudt i. Det ser de så, mens vi sidder ved siden af hinanden under hver deres dyne i sofaen, og jeg synes, det er præcis lige så hyggeligt, som de gør.
På de morgener når jeg at rydde op i køkkenet og komme stille til mig selv, mens ungerne bryder loven for, hvad jeg er vis på er politisk korrekt inde i stuen. Fjernsyn fra morgenstunden, mener jeg. 😉 Men vores unger ser langt fra fjerner hver dag, så det har jeg et absolut afslappet forhold til.

Således er jeg kommet til denne konklusion:
Hjemme hos os i Langehjemmet (modsat i Lei-hjemmet, hvor jeg er vokset op), er det ikke vigtigt, at vi alle sammen spiser morgenmad sammen. Det, vi sætter højt, er, at ingen behøver at stresse mere end højst nødvendigt. At der er tid til at vågne i sit eget tempo (det gælder nu kun ungerne. Hvis det gjaldt mig, ville de aldrig se mig før kl. 9.30), til at spise morgenmad alle de gange, man gider, og til at lege med dukker, LEGO eller en eventuel pudekamp inden afgang til vuggeren. Vi har altid 2-3 timer sammen alle fire hver morgen, hvor vi får spist morgenmad, leget, gået i bad, børstet tænder og leget noget mere, så vi har masser af kvali-tid, synes jeg. Den foregår bare ikke nødvendigvis rundt om bordet. Og sådan kan jeg ret godt lide det. Lige pludselig starter de jo i skole, og så kan vi tids nok få travle morgener. 🙂

Milde mandags-morgen-møsser fra MM! <3

PS: Steeeeem!! 😀

Voting-banner-800x200px