img_3723.jpg

I ny og næ modtager jeg nogle lidt ladede kommentarer fra læsere, der gerne vil vide, om Langelivet aldrig byder på skyggesider. Og åh, jo, jeg kan forsikre Dem om, at vi oplever andet end smutture til Nice, biografpremierer og prisuddelinger i Helsinki.Lige nu er vi alle sammen eksempelvis syge. Intet af bibelske proportioner, heldigvis, men der er snot, jammer, host, nys og Panodil overalt. Både i voksen og i børnehøjde. Og folk græder og piber. Mest børn, men også lidt mig. Faktisk måske mest mig i dag. Hugo var syg i går, men i dag holder vi han egentlig mest hjemme, fordi de jo skal være feberfri i 24 timer, før de atter må komme i vugger, og Berta fejler vist ikke rigtigt noget. Hun sov bare dårligt i nat, så nu er vi lige på den sikre side.

I formiddag besluttede Jon, at fordi ingen af dem havde feber, ville han forsøge sig med en tur på Remisen med ungerne, som havde fået lidt ø-kuller efter gårsdagen på sofaen. Jeg hjalp ham med at bære ungerne og madpakken ned, og da han havde kysset mig farvel (i panden), listede jeg på min strømpefødder atter op til lejligheden. Men min mand havde i skyndingen låst døren .. Så der stod jeg i nattøj – låst ude. Så jeg måtte sætte i løb ned ad Nørregade på mine bare fødder, og manden gik hurtigt, så jeg måtte fortsætte helt ned til 7-11 på Nørreport, før han hørte mit råb og så mig stå der med snotten ud af næsen og mudder op ad anklerne. Og alle andre så det også. Og grinede lidt af mig. Og en time efter ringede Jon og sagde, at han kom hjem igen, fordi han havde tabt madpakken …

Jeg vil alligevel tillade mig at fokusere på det positive, så her kommer dagens højdepunkter:

1. Ungerne sov til kl. 6.03 i morges, hvilket er næsten en hel time længere, end de gjorde hver dag i sidste uge. Og forrige, faktisk.

2. Jon ser skidegodt i joggingtøj.

3. Jeg har ikke kunne spise noget siden i går ved frokosttid, hvilket måske betyder, at jeg taber de 2 kilo, jeg tog på, fordi Netto i 14 dage har solgt skumbananer og P-tærter for 10 kr. posen.

4. Det sner. Det er i sig selv ikke en optur, men SKAL det sne i april, så lad det da sne på en sygedag og ikke en festdag.

5. Jeg gik i bad i går, hvilket betyder, at jeg altså er mere hygiejnisk, end jeg ser ud.

6. Jeg skulle have lavet et betalt indlæg her til formiddag, som af sig selv blev flyttet til i morgen, hvilket jeg lidt kunne tude af lettelse over.

7. Vi har ingen planer i aften, som skal aflyses grundet sygdom, og vi er lige startet på en ny Netflix-serie, så det glæder jeg mig lidt til.

8. Da de var blevet lagt til lur, kæmpede Berta lidt med at få sin dukke til at sove, og jeg kunne høre hende sige “Stille og roligt, bébé… Stiiiille og rooooligt”…. <3

9. Begge mine unger er umanerligt smukke, når de sover …

10. Vi bor ret tæt på ret mange ganske gode takeaway-bikser, så det skal nok gå, det hele.

🙂