12918999_10153922791521886_302802311_n
Man kan sige, at jeg (og min ægtemand) deler mange forskellige interesser, som vi ynder at dyrke, når tiden er til det. Blandt andet holder vi meget af gratis mad, fri bar og casinoer, og desuden er vi vilde med at fælde træer og rive ukrudt op i kolonøjseren. Og kan alle disse beskæftigelser mases ind på under 24 timer, så er vi der som to små, kælne misser.

Lørdag var vi til prøvemiddag på den nye Madklubben Steak Royal, som ligger på Regnbuepladsen lige overfor Rådhuset. Jeg var iklædt min nye Gestuz-kjole, som jeg havde fundet på min blogger-kollega Lily Silwers nye (fine) webshop, My Leontine. Vi var inviteret af min veninde og hendes mand, idet min veninde er søster til Anders, som ejer Madklubben. De er også fra Sønderborg, og i de år, jeg slog mine folder på Roskilde Universitets Center, tjente jeg til dagen og vejen (læs: Pastaskruer og gin/tonics) på netop Madklubbens etablissementer.
Idéen med disse prøvemiddag-aftner er fra denne bloggers perspektiv fuldkommen vanvittigt genial. Restauranten har nyt personale, nye menukort og nye retter, og derfor fylder de restauranten tre aftner med venner og andet godtfolk. Vi spiser så gratis, og til gengæld bærer vi over med de småfejl, der måtte være. Og da kan jeg altså godt være ret godhjertet, når man sådan serverer mig bøf, champagne og desserter ad libitum.

Vi havde en hamrende-skæg aften, var de sidste til grinende at forlade restauranten, og herefter overtalte Jon og jeg det øvrige selskab til at tage på casino. Når vi rejste udenlands inden ungerne, tog vi altid på casino, og vi har aldrig været det sammen i København. Det har vi nu, og det tog os lige omkring 20 minutter at blive 2.000 kr. fattigere.
Klokken fire lå jeg i en seng, som drejede rundt hurtigere end Lykkehjulet, og jeg vågnede med en båhmand på størrelse med Tivolis Koncertsal klokken lidt over otte næste morgen. Min søster havde lørdag aften siddet vagt ved Krapylerne, og hun havde udbedt sig en mosterdag hele søndagen. Den stod på bondegårdslegeplads på Amager, madpakker og eftermiddagshygge i Ørstedsparken. Jon og jeg øjnede chancen til at tage i kolonihaven og få kål på det træ, vi fældede sidste weekend og havde arrangeret en lejebil klokken 10.30.
Så vi nøjedes med fem timers søvn, trodsede tømmermænd, spiste hver en fedtet brunch og kørte til Lones Lune. I haven, hvor vi havde forventet at blive mødt med grene, stammer og blade über alles, fandt vi i stedet træstammen savet pænt op i fire lige lange stykker, og al andet spild var kørt væk. Vores fantastiske naboer til højre (som er over 80 år gamle) havde simpelthen gjort arbejdet for os og havde engageret en af de andre naboer til at køre hele balladen på genbrugspladsen! Vi var ganske høje over det overmåde gode naboskab og det faktum, at vi således havde fået frigivet yderligere i hvert fald to timer. Vi nåede at gøre kål på yderligere to træer samt at få ryddet op og kørt væk fra ombygningen inde i huset, som fandt sted sidste sommer.

12919304_10153922793066886_1061996901_n
Klokken cirka 15 ramte jeg en mur så bred og tung, at al luft blev hevet ud af mig. Nattens eskapader, drinks og manglende søvn kom og hjemsøgte mig som en ond drøm om krig og elendighed. Jeg spiste en pose Dumle og drak en cola, og langsomt bevægede vi os tilbage mod storbyen. Her tilberedte jeg Tex Mex Tacos til hele familien, og efter ungernes sengetid så søster, husbond og jeg Ex Machina på Blockbuster. And I gotta say, den film er noget af det mest spændende, jeg har set i nyere tid! SE den! Desuden har jeg også fået mig et lille dame-crush på Alicia Vikander, som spiller hovedrollen.

I skrivende stund nyder jeg en stille stund på The Union Kitchen, hvor jeg har spist morgenmad. Der er vejarbejde lige udenfor Hi House, så jeg udholder ikke mit kontor i dag. I eftermiddag indfinder min far og min Elke sig, og så står den på endnu mere familiehygge. Jeg kan i sandhed sagtens! <3