13073164_10153954514926886_723324053_o
Krapyler undercover … 😉

Jeg har sådan glædet mig til i dag, fordi min DMI-app siden i weekenden har knævret om, at det skulle blive solskinsvejr! Og yahooo, ganske rigtigt! Jeg er alene hjemme med Krapylerne i denne uge. I onsdags drog Jon til Møn for at drenge den med to af sine homies, og han vender først retur på fredag. I går måtte jeg ringe og invitere min svigermor på aftensmad for at kunne komme i bad for første gang siden søndag. 🙂

Heldigvis sover ungerne stadig overordnet set godt om natten. Det er så desværre mere, end man kunne sige om mig i nat, da stilheden blev brudt kl. 3.27, fordi nogle skraldemænd gav sig til rulle alle vores containere ud af gården for at tømme dem (gætter jeg på, jeg tjekkede ikke). Det tog mig halvanden time at falde i søvn derefter, og kl. 5.20 erklærede Hugo med vanlig timing natten for tilendebragt.
Derfor har jeg været noget mat i sokkerne denne formiddag, så jeg valgte faktisk at starte den ud med en ristet bolle med Nutella og et enkelt afsnit af ‘Sex and the City’ på kontoret! Her er jeg nemlig også alene hjemme. Så nu er jeg atter fuld af pep!

Jeg har tilladt mig at forfatte nogle spørgsmål, jeg håber, nogle af jer har mod på at besvare!
Det er ved at være længe siden, jeg har spurgt ind til jeres gøren, laden, antal af arvtagere og tilfredshed med min formåen, så det synes atter at være på tide. Desuden har jeg tilføjet et lidt særligt spørgsmål, da jeg selvfølgelig kontinuerligt gør mig nogle overvejelser om den eksponering, mine endnu uanende unger får her på domænet, fordi deres mor er digitalt og verbalt slutty. 😉 Jeg skriver om mit liv, og derfor skriver jeg også nu og da om dem, Jon, farmoren, bedsteforældrene, Nina og Kopierne og alle de andre. Det kommer ikke til at blive ændret, så længe jeg blogger. Men nogle gange leger jeg med tanken om ikke at vise dem så meget – hverken på bloggen eller Instagram. Måske kun dele billeder af dem, hvor man ikke kan se deres ansigter.
Det er endnu blot tanker, og jeg aner ikke, om jeg overhovedet ville kunne holde det, fordi jeg jo (som mødre er flest) synes, de er så forbandet cute, at jeg lyster efter at dele et billede af dem hvert kvarter. 😉 Men jeg skylder dem at tænke over de her ting, fordi de ikke selv kan sige til og fra, og derfor er jeg selvfølgelig også nysgerrig efter, hvad I tænker om den sag.

Desuden endnu en lille bøn til de, der har tiden (og lysten) til det: Hvis I kunne finde på at skrive en kommentar, hvor I fortæller hvilken type indlæg, I bedst kan lide, og hvad I eventuelt godt kunne tænke jer mere af, ville jeg blive rigtigt glad! På forhånd tusind tak til jer, der orker! <3

Med ønsket om en dag med tid til at nyde solskinnet, ignorere, at det afslører, hvor beskidte vinduerne er, og så en opfordring til at riste en bolle og fedte den ind i Nutella. Det var fandme en god idé! 😉

Og så lige et sidste spørgsmål kun til jer, der har børn! 🙂