12919071_10153906435616886_847048949_n

Jeg kan huske, at der engang i 90’erne var en InWear-reklame med en masse talemåder, der alle startede med ‘Living is …’.
Den eneste, jeg kan huske, var et billede med en pige, der har revet en æske chokolader med en stor sløjfe på op, og dem sidder hun så og gumler på. Henover billedet står der “Living is never giving presents, you wouldn’t like yourself’. Og jeg tror, at den eneste grund til, at jeg kan huske den kampagne er, at jeg var hamrende uenig i det udsagn.
Når man giver gaver, handler det jo netop om at være uselvisk og sætte sig ind i, hvad modtageren godt kunne tænke sig. Og det må man sige, at jeg har levet op til i år i anledning af Langemandens fødselsdag i mandags! For et par år siden gav jeg ham en halskæde med vores bryllupsdato graveret på i romertal. Jeg synes selv, den var ret fed, og Jon var også glad for den, men i bund og grund betød den måske egentlig mere for mig end for ham. Og nu er der faktisk sket det, at han ikke kan finde den mere …

Han kan dog ret godt lide at gå med halskæde. Ikke én, man sådan nødvendigvis kan se, men én, som hænger ned under t-shirten.
Jeg skrev i ugen op til hans fødselsdag et opslag på Instagram, hvor jeg bad om hjælp til kreativiteten udi, hvilken gave jeg skulle vælge til mit livs kærlighed, og jeg modtog en maaasse gode idéer (Tak for det!). Men da min veninde sendte mig en facebook-mail med et billede af en halskæde, hun havde fået lavet til SIN kæreste hos HandcraftedCPH, som forestillede et fodboldholds logo i en sølvkæde, vidste jeg, hvad Jon skulle have.
Min mand er boldfan udover det normale, vil jeg mene. Hvis han af en eller anden grund ikke kan se Manchester Uniteds kampe, så optager han dem på video og ser dem, når han kommer hjem. Hugo er døbt i en Manchester United bodystocking under sin dåbskjole, og når Jon ér hjemme til Manchesters kampe, skifter han til spillertrøje.
Altså, jeg er også pænt glad for ‘Sex and the City’, men i de seks år, serien løb over skærmen, har jeg nu alligevel aldrig skiftet sko, når TV3 blændede op for Carrie og co! 🙂

Pssst …: Filmen ‘De Standhaftige’, som jeg skrev om i sidste uge, har lige haft premiere! Læs om den her, hvis det er.

Derfor tog jeg fat i min gode ven, Anders, som har HandcraftedCPH, og da han også kender Jon, blev han meget begejstret for opgaven! Så nu er Jon en håndlavet halskæde med sit fodboldholds logo rigere! Han grinede lidt, og måske synes han, jeg var LIDT fjollet, men han kunne godt sætte pris på mit engagement i sit engagement!
Så jeps, jeg mener altså, at ‘LOVING is giving presents, you wouldn’t like yourself’! 😉

På Jons fødselsdag tog vi ungerne med i biffen for første gang. De er kun lige fyldt to, så jeg var ganske bekymret for, om de kunne holde to timer i salens mørke ud uden at splitte alt ad, men nu var det altså sådan, at vi lå inde med fribilletter til ‘Bien Maja’, så vi gav det chancen og tog madpakker med. Og ungerne overraskede positivt med deres interesse i projektet. Måske er det fordi, de ikke får lov at se så meget TV derhjemme, måske skyldes det skærmens størrelse, og måske var det bare på grund af popcornene. Men vi hyggede os gevaldigt, og Langemanden og jeg havde dugget øjenkontakt flere gange i fælles benovelse over, hvor store vores Krapyler pludselig er blevet.

12899950_10153906435751886_153577771_n
(Sidste del af indlægget er sponsoreret af Homemate)
Vi sluttede dagen i alvorligt godt selskab – nemlig sammen med Jons forældre samt hans søster og hendes kæreste, som i fællesskab venter en fætter til Krapylerne. Vi fik mad fra Homemate, som jeg er blevet ret glad for. Jeg er ikke så stor fan af almindelig takeout, fordi det tit er halvkoldt, når man sætter tænderne i det, og derfor er konceptet her smart, da man selv skal putte retterne i ovnen i 15 minutter. Det er lidt dyrt at gøre hver dag, så det er kun, når vi skal forkæles.
På denne aften havde gæsterne selv valgt hver deres ret, så alle fik det, de helst ville. Min tanke var naturligvis at fotografere det glade og spisende  fødselsdagsselskab til internet-dokumentation, men det tog mig halvanden time at få Berta overbevist om at suse til Drømmeland, så det glemte jeg fuldstændig. Men jeg fik selvfølgelig bøf med bearnaise-smør. Det siger vist sig selv. 😉