12443095_10153878595071886_2025971890_n
I dag er begge børn afleveret i vuggestue, og Jon har taget tjansen med at være syg. Én af os skal åbenbart være det i disse uger, og nu var det hans tur. 🙂 Heldigvis er der blot tale om forkølelse, og det er efterhånden min klare opfattelse, at der er noget helt galt med én, hvis man ikke er eller lige har været syg i disse dage. Everybody’s doing it! Det er mega-moderne.

Jeg startede dagen ud med at nyde frækkerten øverst i indlægget i selskab med min veninde på Fars Dreng, og nu er jeg, som næsten den eneste, at finde på min pind på Hi House. De fleste af mine kolleger holder påskeferie, hvorfor jeg har snydt og lånt en kontorstol fra en af de (uvidende) andre, som er meget bedre end min egen. Desuden planlægger jeg at høre Justin Bieber virkeligt højt og muligvis se et afsnit af ‘Sex and the City’, mens jeg spiser min frokost!
Vi holder ikke påskefri den første halvdel af ugen i Langehjemmet. Efter tre ugers “ferie” efterfulgt af tre ugers blandet sygdom, trænger jeg til et par dage med røven i sædet. Og jeg elsker det lidt!

I morges tog jeg mig selv i at gøre en lidt weird ting.
Det forholder sig sådan, at Jon og jeg deler en elektrisk tandbørste. Vi har naturligvis hver sit børstehoved, og så er vi ligesom fælles om håndtaget, hvis I forstår. Jeg var denne morgen træt efter en nat, hvor min førstefødte kun kunne finde ro, hvis hun og jeg sov som smørrebrød. Jeg var rugbrødet, hun var rullepølsen. Derfor greb jeg i min tåge blot ud efter tandbørsten og gik i gang. Efter endt proces gik det op for mig, at jeg havde glemt at skifte børstehoved og således havde klaret tandhygiejnen med Jons tandbørste. Nu snaver vi jo en del til daglig, så det var egentlig ikke det, jeg gik i panik over.
Derimod var jeg af én eller anden træt og underlig årsag mest bekymret for, om Jon så ville finde mit børstehoved på håndvaskekanten, befamle det og konstatere, at det stadig var tørt og derved antage, at jeg var sådan en ulækker én, som gik ud i verden uden at børste sine tænder først. Og derfor skyndte jeg mig at skylle mit eget hoved (på tandbørsten, forstås) og stille det tilbage, så han ikke skulle drage forfejlede konklusioner. HVIS han sådan gik og testede tandbørster … (Indsæt selv emoji af opgivende abe, som tager sig til hovedet).

😉