De Standhaftige Thomas/Mikkel Bo Følsgaard & Sofie/Cecillie Lassen Directed by Lisa Ohlin Produced by Per Holst Asta Film production Photo Credit Rolf Konow

Indlægget er sponsoreret af SF Film. 

At være standhaftig kan betyde meget forskelligt alt efter, hvor stor en koncentration, der kræves i den givne situation.
Lige for tiden prøver jeg dagligt at være standhaftig i forhold til mit sukkerindtag. Jeg har ingen planer om at skulle ride på nogen sundhedsbølge i anledning af sommerens (forhåbenligt) snarlige komme, men det er gået op for mig, at jeg spiser slik hver evigt eneste dag, og det har jeg efterhånden gjort i mange år. Da jeg var studerende og ikke havde kongens mønt, stod det anderledes til. Da kunne jeg ikke altid købe lige, hvad det passede mig nede i Netto, og derfor var min sukkerdjævel ikke helt så stor som nu. Efter at Krapylerne har beriget mit liv, har de samtidig forvandlet mine aftner til et hyggeligt helle, som jeg som oftest deler med deres far. Hvis en dag er lang, kan jeg glæde mig ekstra-meget til de par timer, vi får sammen i sofaen, når ungerne er puttet, og måske fordi, jeg er lidt for stor en hyggefis, har jeg det med at krydre disse med bananasplits og Nutella. Og mit kontor ligger lige ovenpå en 7-11. Suk. 🙂

Siden vores hjemkomst fra “ferien” (jep, turen til Sri Lanka har fået kroniske anførselstegn), har jeg prøvet at have enkelte dage, hvor jeg ingen slik har spist. Og det er ikke lykkes en eneste gang. Altså overhovedet! Måske går det bedre i morgen. 🙂

Men der har været andre tidspunkter i mit liv, hvor jeg med liden stolthed godt tør kalde mig selv standhaftig.
Eksempelvis synes jeg faktisk ikke, det var specielt interessant at gå på universitetet, og jeg klemte alligevel ballerne sammen og fik mig min tofags-kandidatuddannelse. Jeg overvejede aldrig at droppe ud, for jeg havde besluttet mig, og derfor så jeg kun fremad og ikke til siden.
Nogle gange kan man også beskylde livet for at være standhaftighedskrævende. Jeg gør mig i hverdagen umage i forhold til at vende bunden i vejret på situationer, hvis det kræves, for at finde noget fint. Jeg (som de fleste af os, er jeg vis på) elsker at være glad, og den bedste og nemmeste kilde til glæde er nu engang én selv. Man har i enhver situation magten til at se på det positive, og jeg har en bundsolid tro på, at det er en vane, der kan indøves, præcis ligesom at vi for tiden øver vores unger i at sove om natten, at sige “Be’ om”, når der er noget, de gerne vil have og rydde deres legesager op efter brug.

Lige præcis standhaftighed er temaet i en film, jeg var til pressevisning på i går. I hovedrollerne ses Mikkel Boe Følsgaard (Ham fra Arvingerne, Sommeren ’92 og meget andet) og Cecilie Lassen (hende fra ‘Danmark Har Talent’ og ‘Danmarks Næste Topmodel’). De mødes på Riget i genoptræningscentret, hvor han prøver at finde balancen på et par metalben efter at have fået sprængt sine egne af i Helmand, og hun støtter sin faster, som er meget syg af kræft og heller ikke længere magter at spadsere.
Sofie, som Cecilie Lassens karakter hedder, er balletdanser (ligesom Cecilie i øvrigt selv er), og derfor ved hun altså lidt om det med at holde balancen. På en lidt kluntet måde får hun kontakt til Thomas, som Mikkels karakter hedder, og de udvikler en form for fint venskab, selvom de begge to har hver deres at toppes med.
Jeg er altid lidt forbeholden, når der castes ikke-skuespillere i større roller, og derfor tog det mig lidt tid at give slip på mine forbehold i mørket, men Cecilie spillede sin rolle så skide-fint, at jeg fik lyst til at sende hende en buket blomster. Faktisk synes jeg, at hun er noget af det bedste ved filmen, som er en smuk skål til livets nedture og skyggesider og et håndslag på, at vi ikke kommer igennem det, hvis vi ikke lukker andre ind. Helt ind. Og tør tro på, at det hele nok skal gå, selvom det forekommer umuligt. Hvis bare vi klemmer ballerne sammen, ser fremad og er … ja, standhaftige!
Især husker jeg filmen for én scene imellem Sofie og Thomas, hvor hun viser ham, at hun stadig ser ham som et helt igennem helt menneske, selvom han rent fysisk mangler den nederste tredjedel. Den scene var så rørende, at jeg tudede ned i min vandflaske.

De Standhaftige får premiere til april, og jeg vil selvsagt anbefale, at man tøffer ind og ser den. 🙂