12825685_10153841738136886_750251969_n
I disse dage går jeg lidt og smågriner/græder over, at jeg i dette indlæg skrev, at man godt kan klare sig to dage på nætter med fem timers søvn – men ikke tre. For åh, hvor ville jeg dog glæde mig over bare FEM timers sammenhængende søvn right about now! Siden ferien har ungernes respektive søvnrytmer være helt skrækkelige, og særligt denne weekend har vi fået tæv.

Men hvad pokker! Søvn er overvurderet! Livet skal leves blandt de vågne, og der kommer nok en dag i deres teenageår, hvor vi ikke kan hale dem ud under dynerne og med vemod mindes dengang, hvor de med stor entusiasme var vågne natten lang. Og så går der i øvrigt mindst 100 år, før vi igen skal slås med jetlag, for jeg skal ikke længere end max kolonøjseren i Skovlunde med de to, før de bliver konfirmeret! 😉 Desuden er jeg stadig så høj over at være hjemme, at der skal være til at slå mit humør ud af kurs end lidt sløve led og nogle poser under poserne under mine øjne.

Jeg har kløet mig i nakken længe nok til, at jeg er kommet op med ti usorterede sandheder om undertegnede! Og de kommer således her. Med ønsket om en vidunderlig mandag!

  1. Jeg gik til blokfløjteundervisning fra 1. til 6. klasse, og jeg kan stadig huske det nummer, jeg spillede til min afslutningskoncert på Kegnæs Friskole udenad. Det ved jeg, fordi jeg fandt min blokfløjte i forgårs …
  2. Når jeg bestiller bland-selv-softice på Jensens Bøfhus, spiser jeg altid to store eller tre små. Og selvom jeg vælger netop denne dessert, fordi man selv kan vælge pynten, putter jeg altid præcis samme toppings på alle to/tre is.
  3. Jeg drikker ikke varme drikke, for de giver mig stress. De har kun den rette temperatur i cirka et minut, og rammer man forkert, får man enten en brændt tunge eller kold te. Eneste undtagelse er, når jeg er i Marrakech. Så drikker jeg myntete fire-fem gange om dagen. Jeg har prøvet at købe det med hjem, men det er aldrig det samme.
  4. Jeg køber og gemmer stort set alle bøger, jeg læser, selvom jeg aldrig har læst den samme bog to gange. Jeg elsker bare at have dem stående og låner gerne ud til venner.
  5. Til gengæld kan jeg snildt gense en god film mange gange. Også indenfor samme uge. Jeg har set ‘Julie vs. Julia’ i hvert fald 8 gange, og ‘Sex and the City’-filmene mere end ti gange hver. Desuden elsker jeg alt med Ashley Judd – særligt ‘Double Jeopardy’, som jeg i hvert fald har set 7 gange. (Den skal jeg snart se igen, kan jeg mærke) …
  6. Når jeg er træt, har jeg det med at lægge armene over kors og skyde underlæben ud. Det ser ret ucharmerende ud, har jeg lagt mærke til på billeder.
  7.  Jeg har i weekenden re-dekoreret vores gæsteværelse, så det nu i stedet for aldrig at blive brugt er Langemors Private Sminkerum! Og jeg er blevet så barnligt glad for det rum, at jeg nævner det flere gange om dagen til Jons store underhold. Det oser af dame-overskud midt i et hjem fyldt med børnerod! En feminin oase, om man vil!
  8. Jeg skal til Paris i weekenden med en veninde fra lørdag morgen til søndag aften. Vi skal planlægge vores bedste venindes polterabend og havde aftalt at tage en weekend i sommerhus for at få snakket det hele igennem. Men så faldt jeg over billige billetter på Momondo, og man tænker jo sikkert lige så godt i Paris … 😉
  9. Jeg boede i starten af Amager i starten af dette årtusinde. Jeg er stensikker på, at der er mage, der er glade for at bo der, men jeg fandt aldrig charmen. Det er derfor, jeg skrev det med søndagsavisen her. Sorry, amagerkanere!
  10. Jeg er efter opfordring hos yndlings-Miriam begyndt at følge @byefelipe på Instagram! Det er screendumps af fyre, der sviner damer, fordi de ikke får det virtuelle svar, de var ude efter. Satme skægt!