imageEfter at have kørt i små tre timer, som inkluderede et pitstop efter is, som smeltede ned ad ungerne i de fantastiske cirka 30 grader, vi holder os hernede, selv i gråvejr, er vi nu ankommet til hotel Aliya, som ligger i Dambulla. Fra hotellet er der udsigt til det firkantede bjerg, Sigiriya, som er super-hypet, og som Jon og jeg planlægger at bruge de næste to eftermiddage på at bestige hver for sig, mens den anden respektivt sidder lur-vagt ved ungerne.

Mit første indtryk af det her hotel var komplet overvældende! Maalu Maalu var fantastisk, og Aliya er det samme, men på en helt anden måde. Hotellet er fra 2014, hvilket måske også har noget at sige i forhold til følelsen af, at alt er nyt og ekstra-dyrt! Man kommer ind på hotellet ved at gå op af en stor stentrappe, som til Krapylernes enorme underhold var flankeret af to vandfald. Fra receptionen er der ugeneret vúe til en latterligt stor infinity-pool og over den: Sigiriya-bjerget (Se mit billede på insta!) Og udover det hele er der så grønt og frodigt, at set næsten virker photoshoppet. Jeg er til stadighed latterligt imponeret over naturen i Sri Lanka! Der er blomster og planter overalt, og på vej hertil så vi vilde aber i træerne! Undskyld mig, men fuck New York, når man kan få aber i træerne!! 😀

Lige nu sidder vi på vores altan, hvor vi er stavnsbundet, til ungerne vågner fra deres eftermiddagslur, som normalt tager tre timers tid … En af de mange charmer ved Maalu Maalu var, at hotelværelserne lå i små hytter, som alle lå på hver sin side af poolen. For den ene ende af poolen lå havet, og for den anden lå hovedbygningen med restauranten, som ingen endevæg havde, således at der var udsigt over hele molevitten, hvis man valgte et af de yderste borde. Dette tillod, at Jon og jeg, uanset hvor vi befandt os, kunne se indgangen til vores værelse, så når ungerne sov lur, brugte vi eftermiddagen på at spise frokost eller fedede den ved poolen med en babyalarm i hånden, og om aftenen kunne vi spise middag i restauranten eller se film på terrassen.

Så heldige er vi ikke her på Aliya. Derfor sidder vi nu og spiser roomservice på terrassen, mens der snorkes på værelset. Og jeg har lige optjent to lineære, blå mærker, fordi jeg i et forsøg på at skræmme en sulten krage væk, løb ind i den beton-bænk, jeg således overså i den anden ende af altanen… Heldigvis synes den vanvittigt flotte pool her noget mere småbørns-egnet end de forrige, da der er steder med lavvande hele vejen rundt, hvorfor det kribler i mig for at vække Prop og Berta, så vi kan komme i gang med vandpjaskeriet!

Bonus-info:

Berta kan nu hele to vers af ‘Tommelfinger, hvor er du?’ ganske uden hjælp, og hun synger tilmed ret yndigt, hvis jeg må sige det selv! Hugo er, som alle børnebøgerne foreskriver det, ikke helt på samme niveau endnu, når det kommer til tale (fordi han er dreng), men han taler til gengæld engelsk! På egen foranledning er han begyndt at sige ‘Hellooo’ og ‘Bye, byyye’, når srilankanere passer os op på gaden eller hotellet, og så går han i øvrigt helst med hat. Ligesom Jude Law.

Krapylernes personligheder eksploderer sandt at sige for øjnene af os på denne ferie, og jeg har sådan lyst til at lade den var for enigt, så jeg aldrig skal andet end drikke milkshakes og glo på Bertas psykokrøller og Hugos solbrune arme, mens de først danser med hinanden i hænderne og siden begge to gør som om, de falder, mens de grinende skriger ‘Aaav! Aaav!’ Det er et stort hit for tiden. 🙂 Billedet øverst forestiller i øvrigt mine arvtagere vinket ind som små burritos, fordi de og vi blev fanget i et regnvejr, mens vi var i poolen forleden, hvilket gav dem enorm optur på, men også blå læber, som siden skulle varmes op. 🙂