image image imageI eftermiddag, da Krapylerne vågnede fra deres siesta, tog vi en banged-up taxa ind til det nærmeste supermarked. Jeg er normalt en sucker for at bevæge mig rundt på lokale steder og suge kultur, hverdag og antropologi til mig, men med mine unger på slæb, er det altså et lidt andet cirkusnummer end ellers. Taxaerne hernede er ikke store nok til at rumme Bugaboo’en, så vi har taget turen uden, og når vi kommer anstigende anywhere med vores blonde børn enten på armen eller løbende omkring os, går trafikken bogstaveligt talt i stå. Velmenende folk råber, hujer og holder deres børn ud af vinduet på tuk-tuks, så de kan vinke til vores, de beder om at få taget billeder med dem, og den, jeg har sværest ved at kapere: Rigtigt mange mennesker forsøger at løfte dem op. Det er tydeligvis meget normalt hernede at fiske fremmede folks arvinger op i en krammer, men det er jeg ikke vant til. Eller glad for. Og det samme kan i særdeleshed siges for ungerne. Man kommer spankulerede med sin pode ved hånden, og pludselig bliver selvsamme hevet ud af lappen på én uden varsel. Not a fan!

Her på Maalu Maalu har ungerne vænnet sig til (og er blevet ret glade for, faktisk) de ansattes meget kærlige attitude, og de nyder opmærksomheden (særligt Hugo) og giver gerne high-five og vinker. Så længe man ikke samler dem op, og den har personalet luret.

Da vi var på indkøb i dag (hvor vi havde held til at finde en oppustelig børnepool, hvilket giver mig anledning til at glæde mig ret meget til i morgen formiddag), var vi i et supermarked, hvor man skulle tage skoene af udenfor! Det har jeg oplevet adskillige gange i bygninger med religiøs betydning, men aldrig før dér, hvor jeg handler chokolade! (Selvom de to ting jo godt kan sammenlignes, nu jeg skænker det nærmere eftertanke …). Første gang, jeg hopper i mine splinternye Balenciaga-sandaler fra London, skal jeg således efterlade dem på åben gade! Jeg var rystet og splittet! Følte mig som Carrie i SATC, da hun til et baby-shower bliver bedt om det samme. Jon sagde, jeg bare kunne tage sandalerne med ind i butikken, hvis jeg var bange for ikke at se dem igen, men det synes jeg nu alligevel ville være for hovsky-snovsky. Af samme grund værgerede jeg mig for at hive min iPhone frem, selvom jeg morderligt gerne ville fotografere det gøglede supermarked. Indtil et par med en datter på ungernes alder henvendte sig og bad om at få lov at tage et foto med mig og Hux. Normalt svarer jeg nej, men jeg accepterede denne gang, fordi de spurgte så pænt og stod MEGET tæt på mig, mens de gjorde det. Og frem af sin hijab hev moren en iPad, som faren blev instrueret i at fotografere med. Frem kom altså også min blogger-fon, og billederne kan ses her i indlægget. 😉

Et møs fra Paradis! Her er klokken lidt over 21, ungerne sover, og i dag grilles der på stranden lige udenfor vores lille hus. Derfor skal Langemanden og jeg nu nyde en uforstyrret og børnefri middag med gin/tonics, barbecue og babyalarm på bordet! 🙂