imageI dag fylder Krapylerne TO ÅR! Sidste gang, vi alle sammen var indlagt på et hospital, var da de blev født, og jeg skal da blankt erkende, at jeg ikke havde planer om, at deres to-års fødselsdag skulle fejres her. Men når det er sagt, så er jeg bare så latterligt taknemmelig over, at Hugo har det godt igen, og så er alt andet saftsuseme lige meget! Og vi hygger os egentlig meget godt her. Maldiverne ville da ikke have været at foragte, men her på stuen er der altså både lædermøbler, lynhurtigt internet og TO badeværelser! 😉

I går vovede jeg mig udenfor hospitalets glasdøre for første gang, siden vi blev indlagt natten til lørdag, og jeg blev efter en weekend i aircondition med semi-nedrullede gardiner helt chokeret over varmen. Jeg smuttede i det lokale supermarked og købte nogle gaver til ungerne, som jeg satte mig til at pakke ind på en bænk. Jeg ville ikke have, at Krapylerne skulle se overraskelserne før i dag. Mens jeg sad der med nyindkøbt papir, bånd, tape og saks, kom der en pige op til mig og begyndte at hjælpe med at pakke ind. Hun sagde ikke noget, smilede bare og gav en hånd. Bagefter smilede hun igen og gik. Jeg blev så rørt, at jeg begyndte at tude.

I morges vågnede Berta klokken 5, og så hjalp hun mig med at pynte vores værelse med balloner (24 styks i alt), serpentiner og små Dannebrogsflag, jeg havde smuglet med hjemmefra. Derefter spiste vi morgenmad på paptallerkner med et billede af Mickey Mouse og drak juice af krus, som forestillede et hav af Disney-prinsesser.

Vi har virkelig været både heldige og uheldige på den her tur. Jeg kunne så godt undvære de ting, Hugo har været igennem for hans skyld, men jeg er så lykkelig over, at han har det godt nu, at Berta har det godt, at Jon er så awesome, og at vi snart kommer hjem! Jeg føler mig så pisse-priviligeret over, at vi havde mulighed for at flytte Hugo til bedre hospitalsforhold, og at folk her i Sri Lanka har været så vanvittigt omsorgsfulde overfor os, da vi behøvede det. Og jeg er så lykkelig ved tanken om leverpostejmadder, kolde fingre, løbende næser og hverdag på den anden side af det her.

Desuden glæder jeg mig sådan til at se, hvad det vil sige at have børn på to år! Traileren er god, kan jeg afsløre! Berta sagde i lørdags “Ælschger daj, moar!”, hvorefter hun stak mig et vådt kys og et kram (som hun udtaler “Graaammeeeeer!!”), og siden har hun løbende erklæret sin kærlighed til både Jon, mig, sin faster og sin Bedstefar. Hugo er knap så velartikuleret på almindeligt dansk, men han har til gengæld opfundet sit eget ord, som Berta har adopteret og de begge bruger lystigt, og som Langemanden og jeg stadig slås lidt for helt at forstå. Ordet udtales sådan cirka sådan her: ‘Oing!’ Han sætter det efter ting, han enormt gerne vil eller vil have. Eksempel: “KIKSE, oing! KIKSE, oing!” Eller “Tuk-tuk, oing!!” Det er ekstremt cute – særligt fordi han læsper lidt.

På gensyn i Danmark! Jeg glæder mig tumpet til at fortælle mere om Langerejsen i datid fra mit skrivebord i det kolde nord.