image Det her skulle egentlig bare have været et kluns-indlæg, som handlede om mit fine sæt fra Black Lily. Sidst på eftermiddagen i dag begav vi os ud på en lille gåtur, og her bad jeg Jon knipse et par klassiske blogger-outfit-billeder af mig i rabatten. Mine sneaks er fra Reebok, og solbrillerne er fra Céline, købt for 14 dage siden i London.

imageKort efter stødte vi på en minimalistisk legeplads, som hørte til et lille ashram. Jeg forhørte mig, og vi måtte gerne benytte faciliterne, og ved samme lejlighed lærte jeg, at ashrammets formål var, at de, som har det svært efter den ødelæggende tsunami i 2004, kan komme og finde ro og sjælefred. Meget smukt!

Vi legede, rutschede og gyngede i en halv times tid, inden vi drog retur mod Maalu Maalu. Således kan man i dette indlæg altså se, hvorledes mit outfit ser ud i brug, også. 😉

imageDen næste uge lover vejrguderne regn og torden her i Paradis, så vi har planlagt en lille shoppetur i den nærmeste by i morgen formiddag. Jeg har set vanvittigt mange lokale kvinder iklædt nederdele og kjoler af lokalt design, som jeg er komplet i humør til at eje! Og jeg drømmer også om mønstrede stoffer til at sy puder af til kolonihaven.

image

I øvrigt vil jeg lige knytte en bemærkning til en kommentar, jeg fik på et indlæg, jeg skrev i forbindelse med Hugos lungebetændelse for en uge siden, da vi lige var ankommet til dette storslåede land. Jeg prøvede malende at beskrive min utryghed ved at stå med et relativt alvorligt sygt barn midt i et fremmed land langt væk hjemmefra, og i den forbindelse skrev jeg for sjov, at jeg i min sorteste stund, da vi begav os på vej mod hospitalet i Kandy her i Sri Lanka, frygtede at skulle have min søn tilset af en medicinmand i en lerhytte i udkanten af regnskoven. Det var ment som et billede på, hvor meget på udebane, jeg følte mig. Og så så jeg i øvrigt ‘Eat Pray Love’ i ugen inden afrejse hertil, hvor netop en medicinmand (eller rettere: kvinde) rent faktisk udgør lægestanden i den lille by på Bali, hvor Julia Roberts bliver kørt over af Penelope Cruz’ mand. Desuden bor mange mennesker i dette land altså i lerhytter i udkanten af junglelignende skovområder – deraf det billede. Havde jeg været i Letland eller Australien, havde jeg beskrevet den samme frygt – blot med en beskrivelse af noget for de lande karakteristisk byggeri.

image

Den beskrivelse er af nogen blevet tolket som om, at jeg grundet deres hudfarve tror, at srilankanere er mindre intelligensmæssigt bemidlet end jeg selv. Det passer ganske enkelt ikke. Mere gider jeg sådan set ikke rigtigt skrive om det. 🙂 Jeg har måske nok en dårlig og kluntet humor nogle gange, men jeg er sgu’tte idiot. Eller racist, for den sags skyld.

image