img_1128.jpgSå har vi også prøvet det! At skulle på hospitalet i De Varme Lande. Jeg var satme ellers ikke stolt ved situationen, og i min sorteste stund forestillede jeg mig noget med en medicinmand i en jordhule i udkanten af junglen. Men jeg tog fejl! Jeg elsker at tage fejl, når det handler om den slags! Hugo er en champ, når det kommer til sygdom. Han er ikke mandesyg, han er Beyoncé-syg! Men i nat vågnede han og havde det ikke godt. Han brugte for meget energi på at trække vejret, så jeg konsulterede min ven Google og min lægeveninde Nina pr. SMS. I er nogle stykker, der har rost mig for at være sej, positiv og ovenpå, og det bliver jeg også altid bagefter. Men når jeg står der midt om natten i tropeland med tre ugers udsigt til ikke at kunne bruge 1813 og det dejlige, danske sundhedsvæsen, som jeg så gladeligt betaler skat til, er jeg reduceret til et rystende espeløv, som ikke kan meget andet end at bekymre mig og skide grønne grise. Og når jeg har det sådan, er Jon det alter-ego, jeg læner mig op ad. Den mand er fandme svær at skyde igennem, og det bliver jeg bedre at bedre til at sætte pris på, når bølgerne går højt.

Da jeg i morges satte ord på min bekymring over for Hotel Mountbatten Bungalows manager, gik der ikke mere end 5 minutter, før der var bestilt taxa med bløde sæder, behagelig affjedring og venlig chauffør, som kørte nærmest uanstændigt forsvarligt. På hospitalet blev vi (og vores blonde tvillinger, som er i særdeles høj kurs på disse breddegrader) modtaget med åbne arme af sygeplejersker i fusia-farvede dragter med gulddetaljer og store smil. Der var ingen ventetid, og efter at have betalt 30 kr. i gebyr, blev vi mødt af en enormt sød læge, som ganske vist troede, at Danmark var en del af Nederlandene, men bortset fra det virkede enormt kompetent. Hans konsultation kostede 1.500 Rupees, som svarer til 70 kr., og vi havde kun 1.400 i kontanter, og han smilede venligt, gjorde en afvæbnende bevægelse med hånden og sagde, at det skulle vi ingenlunde bekymre os om.

Lægen bekræftede min teori om, at Hux har lungebetændelse, og vi fik stukket en recept i hånden, og efter et besøg på apoteket i samme bygning, var vi klædt på til, at min sidst-fødte snart gerne skulle være på toppen igen. Da apotekeren rakte mig flasken med børne-Panodil, sad der et lillebitte, dødt firben fast under bunden, men hun blev mere forskrækket end mig, så jeg gætter på, at det ikke er noget, der hører til hverdagen. 😉 Jeg sendte lægens anvisninger og navne på alle udskrevne præparater hjem til min private livlæge over SMS, og hun klappede stort i hænderne over begge dele.   imageSå nu er Langemor atter positiv og cool med tingene! Især fordi bettemanden var ét stort smil, da vi efter hospitalsbesøget slog vejen forbi det lokale supermarked, hvilket gav ham og søster anledning til at træne deres kørsel med kurv. Og så spiste de fire is bagefter. Tre til Berta og én til Hugo. 🙂

 

Disse første dage bliver primært tilbragt på værelset med iPad og aircon, og så tager vi oplevelserne frem ad banen, når alle er på toppen. Nogle gange drøner Hugo selv hen,  åbner døren og løber ud i haven, og så løber vi med. Ferie i en næsten-2-årigs tempo er faktisk enormt afstressende. I morgen kører vi til Maalu Maalu ved østkysten, og så håber vi, at den gode fremgang fortsætter støt! Det er så fedt at vide, vi har TRE ugers ferie, så der ikke er nogen som helst grund til stress og jag. Og vi har jo faktisk allerede set en side af The Real Sri Lanka, som kun er de færreste turister forundt. Heldigvis, selvfølgelig! Men det giver nu alligevel sådan en bestyrket tro på verden at møde folk, der gerne vil hjælpe én, når man er langt væk fra det, man kender.