imageDer er nogle små ting, der undrer mig en lille smule i skrivende stund.

Eksempelvis er der sindssygt mange vilde hunde hernede i Sri Lanka. De ligner alle sammen småkager, som er udskåret med samme form af forskellig dej, og som så har hævet mere eller mindre i ovnen. De er umulige at racebestemme, og jeg er også ret sikker på, at enhver herkomst er hvisket ud for mange hunde-generationer siden. De fleste har det ikke godt, ser syge ud og ligger i vejkanten og sover. Det er ret trist. Men det, der undrer mig, er, at de altid opsøger folk. Hver gang, der kommer en flok mennesker forbi, har de en flok hunde i hælene, og vi bliver også ofte tiden opsøgt af hunde, der vil klappes og aes. Hvis hundene er vilde, hvorfor gør de så det? Er det bare indlejret i hundes DNA at være menneskets bedste ven?

imageEn anden ting, jeg har spekuleret over, handler om elefanter. Hvorfor er det mere OK at bruge heste som transportdyr end elefanter? Totalt utilsigtet har jeg startet en mindre læser-brise, om man vil, af dyrevelfærds-entusiaster, der skriver, at vi på inden måde over-hele-hovedet må nærme os elefanter, mens vi er ude at rejse, da de bliver mishandlet på det groveste! Er det ikke okay at ride på elefanter overhovedet, oder was? (Ikke at vi har planer om det, jeg synes, der er alt for højt op på sådan én). Hvorfor er det forkert at ride på elefanter, når det ikke er forkert at tage i Dyrehaven derhjemme og ride på heste og ponyer? (Igen: Never did that either, men det gør folk da hele tiden, og jeg har nu aldrig hørt om protest-demoer i Klampenborg). Og at folk bruger elefanter til transport i eksempelvis Sri Lanka, ligesom man mange steder bruger æsler, heste, køer og andre dyr, er det ikke okay? Kan man ikke forestille sig, at de folk, der tager sig af omtalte elefanter, godt kan finde ud af at passe godt på dem? Jeg ved ikke noget, jeg spørger, fordi jeg reelt undres. Så spid mig nu ej. 🙂image

I dag er vores sidste dag på Maalu Maalu ved kysten. I morgen tidlig kører vi til Sigiriya, hvor vi skal bestige firkantede sten og se på dyr i nationalparker. Uden at røre. 😉

Temperaturen er hernede konstant omkring de 30 grader, men de sidste tre dage har vi ikke rigtigt set solen, så i dag tog vi en tur til den nærmeste storby. Jeg fik shoppet “guld”-armbånd og flere bukser, og på vejen hjem bad vi vores chauffør køre os til en lokal restaurant, da vi havde trang til at prøve noget almindeligt srilankansk og ikke de mange fine steder, vi ellers nyder så godt af. Det skal jeg love for, at han gjorde, og som blinde bestilte vi fra et menukort, vi slet ikke forstod. Maden kom på små fade, der var intet bestik, da vi forventedes at spise med fingrene (vi scorede dog et par skeer på ungernes bekostning), og tallerknerne var dækket af et tyndt lag plastik. Jon og jeg talte om, hvor hygiejnisk, det var, at de sådan dækkede dem efter opvask, så gæsterne kunne være sikre på en ren tallerken, og så hev vi plastikken af og hældte mad på tallerknerne. Først efter endt måltid (som smagte ganske fint, men ikke prangende) opdagede vi, at alle de andre spisende nød deres mad OVEN på plastikken … Så blev vi da så kloge. 🙂image

I aften har hotellets manager inviteret Jon og mig på en stearinlys-oplyst middag på stranden, når ungerne sover, så vi håber alt, hvad vi kan, på, at blæsten vil lægge sig i tide, selvom jeg desværre tvivler. Jeg hopper nu nok i stiletterne alligevel. 🙂

Stort klem fra De Varme Lande og et ligeså stort tak til jer, der læser disse mine digitale postkort fra Langerejsen! <3 Jeg håber, I alle sammen har det drøngodt! Både I, som også rejser pt og I, som sørger for, at Danmark stadig kører rundt, mens vi andre dangderer den. 😉