12637095_10153780248386886_180212197_o

Der er mange fordele ved at være gift med en skuespiller! Eksempelvis kommer jeg tit ret billigt (og nogle gange endog gratis) i teatret. Jeg har været til en del premierefester, hvor der som regel er gratis slik, sammen med Jon, og på søndag skal vi til Robert Prisen, hvilket plejer at være ret sjovt.
Desuden har Jon meget smarte arbejdstider. Jeg vil ikke sige, de er fleksible, for det er ret umuligt for ham at bede om en fridag, når først toget ruller. Hvis han ikke møder op på teateret, må de aflyse den pågældende forestilling, og bliver han væk fra en optagedag på en film, gør han en del mennesker meget gnavne. Så det gør han selvfølgelig ikke.
Men han har ret tit fri i løbet af dagene, hvilket er awesome, for så kan vi hænge ud. Og han kan ret tit hente børn fra vuggestue, og det er skægt at høre om hans arbejde.

Men der er også et par små bagdele ved at være smedet sammen med en libertiner som min. Eksempelvis er hans indtægt meget svingende. Desuden arbejder han tit om aftenen, hvilket kan gøre det udfordrende at se TV-serier sammen.  Og når han optager film, er han tit væk i længere tid ad gangen.
Disse faktorer er nu endnu ikke nogen, der på nogen måde er tæt på at konkurrere eller komme bare i øjenhøjde med fordelene hjemme hos os, heldigvis. Forleden mødte jeg bare en ny ulempe, som skulle vise sig at falde ind under en helt ny kategori.

Jon kom nemlig hjem for to ugers tid siden med med et meget dukket hoved og meddelte, at hans vielsesring var blevet væk.
Først blev jeg meget forvirret, for jeg forstod ikke, hvad der dog kunne få manden til overhovedet at OVERVEJE at tage ringen af i første omgang! Men så dygtiggjorde han mig jo ud i det faktum, at han på daværende tidspunkt spillede med i et teaterstykke, i hvilket han skulle forestille at fri til en kvinde. Og det ser nu engang så dumt ud, når folk gør den slags med vielsesring på. Derfor tog han den altså af hver aften. Og han opbevarede den i en lille æske i sin garderobe. Og nu var den altså blevet væk.

Jeg samlede al min besindelse nede i maven og gentog højt for mig selv (inden i hovedet), at jeg ikke måtte flippe ud, for manden ville jo aldrig miste sit ægteskabs-bevis med vilje. Og i øvrigt mister jeg på ugentlig  basis flere ejendele end godt er, fordi jeg er for flyvsk til nogensinde at blive sådan rigtigt materiel.
Så jeg gebærdede mig med største sindsro, trøstede den triste tidligere ringbærer og hjalp ham med at lede. Vi ledte alle steder, han nogensinde havde kunne mindes at have lagt ringen, og vi kontaktede endda vores rengøringshjælp og bad hende være varsom med støvsugeren i det tilfælde, den lå et sted blandt ungernes legesager.

Men lige væk var den.
Vi fandt ro med det faktum og aftalte, at der i anledning af vores fem-års bryllupsdag (om to et halvt år …) ville skulle investeres i en ny ring til min mageløse mand. Og jeg ærgrede mig i mit stille sind over, at han i løbet af de tre uger, vi skal på ferie, ikke ville oparbejde den sexede, hvide linje på ringfingeren, som jeg gør.
Og så! Så skete det! I formiddags modtog jeg en SMS om, at Jon havde fundet ringen i et lille-bitte ekstra-rum i sin træningstaske! Fordi han løfter tunge ting, tager han den åbenbart også af i fitness-centret, hvilket han havde glemt alt om. Nok fordi ingen af os har flyttet helt så meget jern, som planen var, i januar. Men nu er den tilbage, og det er med endnu større eftertryk gået op for mig, hvor lækkert, jeg synes, det er, at min mand er sådan en, der går med vielsesring! <3