img_1115.jpeg
Vi er ankommet til Sri Lanka efter 17 timers rejse. Med sammenlagt 4 timers shut-eye til ungerne og én til de voksne. Da folk tudede os hovederne fulde af “Gider I virkelig godt at rejse så langt med to Krapyler på knæene?”, svarede vi eventyrlystent og ufortrødent, men dét her havde vi nu alligevel ikke forestillet os. (Omend vi nu havde gjort det alligevel, hvis vi havde). 🙂

Den første halve time i flyet fra København til Doha gik super! Og det var omkring ved den tid, vi opdagede, at Hugo havde feber. Hans energiniveau og livsmod havde intet fejlet hele dagen, og han var syg hele den uge, vi var i Århus (ja, jeg er gået tilbage til bolle-å!), så jeg troede da ikke i min vildeste fantasi, at han ville blive syg igen allerede nu. Men det blev han. Det til trods faldt begge unger i søvn på vores skød totalt retmæssigt i forhold til deres normale skema og mine spinkle forhåbninger – men søvnen blev afbrudt efter blot en halv time, da Berta havde mareridt og græd, hvilket vækkede Hux, som (desværre) kastede op udover sig selv og sine forældre. Midt i det ellers nydelige Qatar-fly.

Mere søvn blev det ikke til på den første flyvning, som blev afsluttet med halvanden times mellemlanding i Doha efter seks timer i luften. Her vendte al vor livsmod imidlertid tilbage, da Hugo af glæde over at se landjord, totalt livede op og brugte hele mellemlandingen på at charmere andre turister, mens vi i øvrigt brugte tiden på at købe rent tøj til ham. På et transportabelt rullebånd mødte vi et forældrepar med en søn på vores ungers alder. Vi var på vej til Bali og havde været så rutinerede at pakke Panodil Junior ned i deres HÅNDBAGAGE – modsat vores, som lå i lastrummet. De lånte os nødhjælp, og Hugos humør blev således i top, mens hans temperatur bevægede sig ned deraf.

Den anden flyvetur fra Doha til Colombo i Sri Lanka forløb sådan set udmærket. Ungerne sov omkring halvdelen af de fire timer, turen tog, og jeg sad desværre luren over, da jeg må erkende at befinde mig ret dårligt som menneskelig kød-og-luft-madras.

I Colombo blev vi mødt af en sød chauffør, som skulle transportere os de tre timer til Kandy, hvor vi skal bo de næste to dage, inden vi fortsætter vores færd mod kysten. Det gjorde han også rigtigt pænt, hvis man ser på, hvordan de andre bruger landevejene herover. Men den noget slingrende og hurtige kørestil harmonerede nu alligevel ret ringe med ungernes ditto maver, så det lidt, de endnu havde tilbage i dem, fordelte de således i løbet af de næste tre timer udover deres søde far og mig.

Men nu er vi her! Og mine børn skal atter have den ros, at de SATME tager sygdom i en arm så stiv, at den ville give selv Leonardo Dicaprio kamp til stregen ved en Victoria’s Secret-julefrokost! Det eneste, vi endnu har gjort, er at tage et fælles familie-karbad alle fire i den pool af en jacuzzi, der er i vores badeværelse, og så en mega-lur! Jeg havde planer om efterfølgende at bestille alt på roomservice-menuen, men jeg har nu erkendt, at vi bor på et honeymoon-agtigt luksushotel på toppen af et bjerg, så priserne minder mig lidt om dem, man finder i minibaren på Oslobåden.

Jeg er stolt! Så skidestolt af mine to f***ing lækre unger, som går så hurtigt fra tristesse til fest, fordi de ser en græsplæne. Eller bare en trolley! Og af min mand, fordi han er så fed til at sprede god energi blandt os alle sammen, når jeg ikke har mere tilbage. Og af mig selv, fordi jeg er gift med den ene og mor til resten.

Sri Lanka virker overordentligt awesome! Og jeg elsker, at vi har FJORTEN dage her, før vi skal til Maldiverne, for lige nu handler det bare om at få Hugs på ret køl, og så må vi lege Doctor Livingstone (I presuuuume) senere. 🙂
I skrivende nu troperegner det på den lille terrasse, vi råder over, som jeg har taget et billede af øverst. Og hvis det ikke var fordi, jeg havde et princip om ikke at dele billede af sovende folk, ville jeg totalt-spamme jer med fotografier af mine tre musketerer, der leger en form for bevidstløs kluddermor ovre i sengen. <3 Alt er godt!