12570855_10153761017096886_873890442_n

I dag har været en overskudsdag! Jeg brugte formiddagen på at aflevere Krapylerne og tog derefter på kontoret for at besvare mails, skrive lidt på bloggen og google ferievaccinationer og cirka-priser for at spise ude i Sri Lanka. Og da jeg havde googlet mig halvblind i billeder af blåt hav og hvidt sand, tog jeg hjem til Jon. Her så vi de sidste afsnit, vi havde tilbage af HBO-dokumentaren om Robert Durst, mens han (Jon. Ikke Durst) satte fire flot dekorerede rugbrødsmadder til livs, og jeg spiste én med Nutella.
Vi begyndte på dokumentaren i går aftes og har allerede set alle seks afsnit. Den kan virkelig anbefales. Og det er ikke sådan én, hvor man til sidst sidder med fletningerne i postkassen uden at få svar. De kommer! Men først i sidste sekund. Epic!

Herefter hentede vi ungerne i vuggeren, og så gik vi alle en tur og kastede med sne rundt om Christiansborg. Hugo fik øje på månen, som fascinerede ham dybt, og han blev ved med at sige “mååååne” med store øjne, mens han pegede på den. Når vi så rundede et hjørne, så månen forsvandt bag en irgrøn tagryg, afslørede han, at hans V’er på den mest charmerende vis er forsvundet og erstattet med B’er, når han chokeret slog ud med armene og nærmest mistroisk råbte “BÆK!?”

12596399_10153761017016886_181352838_n

Gåturen endte på Cock’s & Cows, hvor vi ikke har været alt for længe. Her lod vi først ungerne charmere de nærmeste naboborde, og da maden kom, tændte vi for en video med sanglege på Youtube, som de begge er fans af. På den måde var både Jons og min mobil samt begge unger optaget, så vi fik tyve minutter med hakket kød, ketchup, twister fries og øjenkontakt. Favorit-onsdag!

På vej ud af døren løb vi ind i en mand, jeg var forelsket i, da jeg var i starten af mine tyvere. Også han er siden blevet gift og far til to, og alligevel så han ud nærmest præcis som dengang. Jeg elsker at møde fortiden på den måde og måtte nærmest finde kuglerammen frem, da jeg erkendte, at det er tæt på ti år siden, jeg havde et forhold til bemeldte herre.
TI ÅR! Når jeg siger ‘Ti år’ om noget, så er min første tanke, at dengang var jeg 17 år gammel og boede i et sparsomt indrettet værelse lige ved siden af køkkenet i Mommark, hvor min mor dagligt stod ved komfuret og kogte dyr og grøntsager. For ti år siden var vi engang i 90’erne, vi så Beverly Hills hver onsdag, og folk, der er født efter 1990 må ikke køre bil endnu.

Men sådan forholder det sig slet, slet ikke. Jeg er 34 år, har boet i København i 15 år, har været uddannet i 7 år, dødforelsket i Jon i snart 5 år og været konfirmeret i 21 år. På en måde synes jeg, det er ret genialt, for tingene er i hvert fald de seneste ti år, som pludselig smuldrede mellem hænderne på mig dér midt i almen spisetid på en københavnsk burgerbar, blevet sjovere, bedre og større i mit lille liv.

At blive ældre er vitterligt noget af det allerbedste, en kvinde kan gøre for sig selv!

I skrivende stund befinder jeg mig i sofaen foran Luksusfælden. Ungerne er faldet i søvn. Hugo crashede ret straks efter at være blevet puttet, og Berta sang en sang, jeg aldrig har hørt før, i en tyve minutters tid, men nu er der stille. Klokken 21.15 kommer Jon hjem fra teatret, og så skal vi se filmen ‘All Good Things’ med Ryan Gosling i hovedrollen. Den handler om selvsamme Robert Durst, som er nævnt ovenfor, og instruktøren er den samme, som nogle år senere lavet HBO-dokumentaren.

Verden er et godt sted på sådan en ret almindelig onsdag i hovedstaden. Og gode, almindelige dage er værd at samle på, for har man flest af dem, har man det satme godt, tænker jeg! 🙂