12557821_10153760631656886_1526193098_o

Jeg har aldrig været kendt som noget særligt stort ordensmenneske. Jeg holder af hyggerod, og jeg vil ikke sige, at jeg ligefrem elsker nullermænd i hjørnerne, men min villighed til at acceptere af deres eksistens overgår langt mit behov for at fræse rundt med en støvsuger de fleste dage.
Desuden er jeg typen, der tit springer over, hvor gærdet er lavest. Min far har altid ment, at det kun var tumper, der drønede hele vejen ned i den anden ende for så at ase og mase sig over, hvor der var allerlængst op. An I agree.

Desuden lever jeg nu som blogger, hvilket føles som et skånejob for mig. Vi er jo alle forskellige, og for nogle ville det ikke være nemt at skulle skrive om sin egen hverdag på internettet hver dag, men for mig kommer det enormt naturligt. Det eneste kedelige, der er i mit job, er det med at skulle ordne skat, moms og selvangivelse, og det er jeg så selvsagt også enormt dårlig til, så det har jeg ansat en revisor til at bekymre sig om.

Selvom jeg før har skrevet (og stadig mener), at det at leve af at blogge er svært sammenlignligt med et “rigtigt” job, så har jeg af en eller anden grund stor respekt for de timer, jeg lægger i det. Jeg arbejder konsekvent hver dag fra klokken 9 til 15. Nogle dage kan afleveringen af Krapylerne i vuggestuen godt trække ud, og hvis klokken bliver over 9, når jeg planter møllen i kontorstolen, får jeg dårlig samvittighed, fordi jeg føler, jeg kommer for sent. Jeg har det seneste år kun taget en enkelt “fridag”, som ikke havde et familiemæssigt formål eller skyldtes, at vi skulle ud at rejse.
Men i går var jeg træt, fordi Berta stadig udfordrer vores nætter en smule. Jeg kunne ikke koncentrere mig og blev ved at finde mig selv på Youtube, hvor jeg så interviews med amerikanske skuespillere, Ricki Gervais som vært til Golden Globes og ikke mindst Channing Tatum få en lap-dance af sin (i øvrigt sygt sprøde) hustru til Lip Sync Battle.

Til sidst besluttede jeg mig for at trække stikket og gå i biffen i stedet for, og jeg vidste ikke, hvem jeg skulle spørge om lov, så jeg ringede til Jon og bad om en fridag, og så strøg jeg ned i Palads. Her løste jeg billet til den seneste Hunger Games-film, da jeg var reeet sikker på, at jeg har set alle de foregående. … Allerede fire minutter inde i filmen kunne jeg dog se, at det ikke var tilfældet, og efter tyve minutter var jeg skrupforvirret og kedede mig bravt. Advarsel: Man skal ikke se MockingJay Part Two, hvis man er gået glip af etteren … Oven i det opdagede jeg, at hende, der står for at arrangere vores Lange-rejse, havde ringet, og i en blanding af nysgerrighed over telefonopkaldet og skuffelse over filmen, forlod jeg således salen.

Men når man nu har planlagt at gå i biffen og ikke rigtigt kommer det, føles det lidt som at drikke en Cola Light eller spise grøntsagsstænger en lørdag aften. Det knaser ganske rigtigt mellem tænderne, men det smager ikke af nok! Derfor hoppede jeg på cyklen og kørte ned til Dagmar Bio, hvor jeg købte endnu en billet – denne gang til den danske film ‘Kollektivet’, og den så jeg til ende! Det var hyggeligt, jeg fik popcorn, og min trang til biografhygge blev stillet! Meeen filmen var nu ikke noget for mig, hvis sandheden skal frem. Selvom Trine Dyrholm kan alt!

Aftenen i går og det meste af formiddagen i dag er gået med at arrangere Lange-rejsen, som jeg vist er kommet til at døbe den familieferie, vi skal på d. 8. februar. Det bliver vildere og vildere, og jeg tror snart hellere, vi må sætte et punktum, før min fantasi og rejsebureauets kreativitet går helt amok! Det er så skidespændende, og jeg tænker ikke på andet end bølgeskvulp, sand mellem tæerne og krapyler i våddragter med plastikskovle i hænderne, når jeg lukker øjnene!