12630839_10153768729551886_25187876_o

Dette indlæg er waaaay overdue!
Faktisk kan jeg ikke forstå, at jeg ikke har skrevet det før, for der går sjældent en hel dag, uden at jeg tænker på, hvor awesome, jeg synes, Marrakech er, og hvor lidt, jeg forstår, at folk ikke rejser dertil noget oftere.

Rejsetiden er på lidt over fire timer, og det koster ikke noget særligt.
Første gang, jeg var i Marrakech, var i februar 2012. Jeg tilbragte en uge helt alene, og jeg tudede seriøst af overvældelse, da jeg ankom til byen. Jeg ved ikke præcis, hvad jeg havde forestillet mig, men alt var smukkere, farverne klarere, duftene mere spændende og menneskene mere interessante, end jeg var forberedt på. Hvis man kan have en soulmate-by, må I andre gerne få Paris og New York, hvis jeg må beholde Marrakech. 🙂

Jeg har nu været i Marrakech tre gange. Første gang var jeg der som skrevet en uge alene, gangen efter var jeg der med min ægtemand og Krapylerne, da de var 11 måneder gamle, og senest var jeg der alene i en weekend.
Når jeg har været der solo, har jeg altid boet enormt centralt og ditto billigt! Jeg køber flybilletterne på Norwegian.com og et riad på Airbnb. Grunden til, at jeg ikke bruger hotels.com i denne sammenhæng er, at de ikke har de helt små riad’er. Jeg synes, det handler om at bo i eller så tæt på Medinaen som muligt. De gange, jeg har været der alene, har jeg givet max 220 kr. inklusive morgenmad, og det er så på et lille (tit familiedrevet) riad med fire eller fem værelser med hver sit bad, lækker tagterrasse og en lille (meget kold) splash-pool. Man mangler intet, folk er skidesøde, juicen er friskpresset og tagterrassen guddommelig. Det kan varmt anbefales!

12597040_10153768729456886_681417420_o
Da jeg var der med Jon og ungerne, gjorde vi det lidt mere luksus-agtige. Lige udenfor Marrakechs bygrænse ligger nemlig en kunstigt anlagt palmeplantage, hvor luksushotellerne ligger side om side som perler på en snor. På den anden side af gaden har mindre bemidlede familier samlet de rester, der blev til overs fra byggerierne og har bygget små slumkvarterter, som står i hvinende kontrast til de herligheder, der gemmer sig bag hotellernes tykke mure. Vi boede på Les Deux Tours, hvor vi gav 2.500 kr. for vores egen villa med privat pool og morgenmad i hotellets restaurant.
Herfra tager man så bare hotellets taxa ind til byen (gåturen er også spændende og tager lidt over en time eller to, alt efter hvor langt ude hotellet ligger).

En taxa fra lufthavnen og ind til Medinaen må ikke koste over 100 Dirham, og en taxa til et hotel i Palmaraie må højst koste 150 Dirham. Prisen fra lufthavnen er tit aftalt på forhånd, men tager man en taxa på gaden for eksempelvis at køre til sit hotel, skal man insistere på, at taxameteret er slået til. En tur på et kvarters tid fra mit riad til Djemaa El Fna kostede mig på min sidste tur 7 kr.
Desuden skal man aaaaltid forhandle om priserne i souk’en, som er den enorme labyrint af en markedsplads, som ligger i forlængelse af pladsen Djemaa El Fna (Det navn staves på sygt mange forskellige måder). Når de siger en pris, skal man helst have den ned under halvdelen, før man slår til. Og de handlende kan både hulke, skrige og tudbrøle på kommando.
Man skal også være parat til at blive råbt an konstant og hele tiden, når man oser omkring i souk’en. De handlende vil selvfølgelig gerne tjene penge, og så er der også en del, der prøver at narre penge ud af én. Det er meget almindeligt at blive mødt af et “Remember me? I work at your riad!” Og nej, det gør han ikke. 😉
Hvis man ser ud som om, man er faret vild, er folk enormt søde til at melde sig frivilligt som tourguide for at hjælpe én med at finde tilbage til “The Square” – altså Djemaa El Fna. Men som oftest ender turen i virkeligheden i deres eller en vens butik i stedet, eller også forventer de i slutningen af turen en fyrstelig gage (som ikke lige blev aftalt på forhånd) som tak for hjælpen.

Jeg har aldrig følt mig utryg i souk’en i Marrakech. Tit lader jeg mig bevidst fare vild i gangene, og jeg så kan det tage mig timer at finde ud, og jeg elsker det! Pludselig finder man en lille vej, hvor alle messingsælgerne sidder, og rundt om hjørnet fra det sælges der silke i lange baner. Så glas, smykker, krydderier og meget, meget mere. Det er fascinerende og dragende ud over alle grænser.

Nogle gange, når jeg har forvildet mig lidt på langfart og er kommet væk fra de større gader og reelt set ikke aner, hvor jeg er, kan jeg godt føle mig lidt udsat, når jeg pludselig havner forenden af en blindgyde. Men jeg har aldrig oplevet, at nogen har opført sig det mindste truende overfor mig i Marrakech.
Jeg klæder mig altid (uanset temperatur) i ting med lange ærmer og lange ben – eller lange kjoler. Der forventer givetvis ikke af turister, at de overholder de muslimske skikke, men “When in Rome…”, og man kan sgu lige så godt opføre sig ordentligt. 🙂 Jeg har kun meget sjældent set nogen i spaghettistropper og shorts i souk’en. Til gengæld er der masser af privatliv på riad’ernes tagterrasser, hvor man uden blusel kan finde sin bikini frem.

12632858_10153768729501886_1647400639_o
Et par tips, jeg ikke kan undgå at nævne, er, at man simpelthen SKAL prøve at spise aftensmad på Djemaa El Fna om aftenen. Om dagen er pladsen et gedemarked af sælgere, aber, slangetæmmere, kortlæsere og henna-malere. Omkring klokken 18 rømmer de pladsen, og i løbet af et kvarter er den omdannet til verdens største udendørs restaurant. I lange, lige rækker serveres lækker mad, som tilberedes på stedet. Det smager i min mave vidunderligt og koster ikke særligt meget.
Desuden tilbragte jeg engang en halv dag på Les Bains de Marrakech her. Et ægte marrokansk spa, hvor jeg betalte i omegnen af 600 kr. for både en hamam, halvanden times massage og en halv time i et badekar, som var to meter langt og i hvert fald en meter dybt (der var fodpedaler, så jeg kunne slappe af) i et privat rum, hvor der var stearinlys og rosenblade overalt. Det var aldeles fantastisk!

Desuden er der de klassiske turist-magneter (og det er de med god grund), hvor alle tager selfies med stråhatte på – nemlig Terrasse des Épices Café Jardin og Café Nomad. Alle stederne har vist samme ejer, og der hersker den samme hyggelige, marrokanske og også lidt vestlige stemning på alle stederne. Dejligt afslappende og hyggeligt. Jeg har tit brugt en hel eftermiddag på et af de steder med en bog og en kande mynte-te.

Desuden var Yves Saint Laurent jo også stor fan af Marrakech, hvor han havde et hus med tilhørende have. Efter hans død er stedet omdannet til museum, og haven er så smuk og dejlig at gå på opdagelse i.

1472206_10153768712871886_1600936337_n
Jeg ville mene, det er bedst at rejse fra september til og med november og fra og med midt i februar til og med april/maj måned. Om sommeren er der alt, alt, aaalt for varmt!
Kom så AFSTED! 🙂