12510824_10153736737006886_1372813059_o
Jeg delte forleden mit tredje videoblog-indlæg, hvor jeg blandt andet sludrede lidt om det faktum, at jeg og Jon har en aftale om, at når det kniber på hjemmefronten af arbejdsrelaterede årsager, så tager jeg over. Og hvis hans job byder ham at skulle rejse i længere tid, så tager jeg med. Og ungerne ligeså, selvsagt. Det lovede jeg ham allerede før, Krapylerne berigede os, og før jeg blev selvstændig. Og det var ikke noget, han bad om, jeg sagde det bare.

Grunden er den, at Jons ambition er større end end min. Jon er jo skuespiller, og når han engang skal i graven, vil han gerne kunne se tilbage på en fyldestgørende karriere med ditto CV, som bugner af roller på både film, teater og TV. Han stræber konstant efter at blive dygtigere, han elsker at lære og tage kurser i sit fag, og han er komplet usnobbet, når det gælder om at forbedre sig og vejen dertil.
Den drøm og dedikation beundrer jeg dybt, og i de fire-et-halvt år, jeg har kendt ham, har jeg måbende set til, hvordan han forvandler al kritik til lektier og hele tiden har færten af, hvor han skal hen for at finpudse sit talent mere, mere og mere.

Og samtidig er jeg lykkelig over, at jeg ikke har det på samme måde.
Jeg stræber ikke efter en specifik karriere, et drømmejob eller en bestemt status. Jeg ønsker mig ikke at nå et særligt mål, jeg vil bare gerne have det sjovt og føle mig stimuleret i det arbejde, jeg har. Derfor er det nemt at sige “Jeg har den!”, hvis der er et kursus, Jon gerne vil på, som betyder, at jeg må aflyse noget arbejdsrelateret, for at familien kan nå sammen på midten. Oven i det er det mit mål at være så meget sammen med mine arvinger, som jeg kan, mens de er små. Bevares, jeg er ikke hjemmegående, for jeg kan ikke undvære at få afløb for det ’something’, som også fylder i mig, og som jeg på bedste vis føler bliver indfriet, når jeg hver dag tager på kontoret og beskæftiger mig med sager relateret til TWINPEAKS.
Men jeg drømmer ikke om at blive Danmarks største blogger eller en dag at blive redaktør for et magasin.

Den mangel på ambition må dog endelig ikke misforstås som at jeg er uambitiøs. For det synes jeg absolut ikke, jeg er.
Jeg har taget en uddannelse, fordi jeg gerne vil have nogle muligheder for en (til en vis grad) valgfrihed, og jeg ville aldrig bare sætte mig med hænderne i skødet og vente på, at andre skulle skabe noget for mig eller fortælle mig, hvilken vej, jeg skulle gå. Jeg bevæger mig i den retning, jeg synes virker appellerende, og så gør jeg det, der giver mening, for at få ting til at ske. Det hele behøver bare ikke ske på én dag, og jeg har intet billede i hovedet af, hvor jeg vil ende, når jeg går i gang med noget.
Jeg elsker min blog og de ting, der efterhånden stikker ud fra den, og jeg bestræber mig på altid at gøre det så godt, jeg overhovedet kan, med de timer, jeg dagligt bruger i den henseende. Jeg tager mit “job” meget seriøst, og jeg er skidestolt af, hvor godt, det går (7-9-13). Jeg er meget ambitiøs omkring de ting, jeg vælger at bruge mit liv på.

Men der er ting, jeg aktivt fravælger, fordi det ville betyde, at jeg skulle blive på kontoret til længere end kl. 15, og det vil jeg ikke. Fordi jeg går tidligt hver dag, giver det mig den fleksibilitet, jeg gerne vil have, for at kunne være det, jeg gerne vil, i forhold til min familie. Det er min ambition, og det giver mening, når jeg lægger mig til at sove om aftenen.
Jeg er ret “hen-ad-vejen”-agtig i forhold til mine drømme. Jeg ved aldrig, hvad jeg skal svare på spørgsmålet om, hvad jeg mon laver om fem år, og når jeg siger, jeg drømmer om at flytte ud af byen en dag, og folk spørger, hvor jeg gerne vil flytte hen, svarer jeg altid, at det aner jeg ikke – det må tiden vise. Jeg ved jo ikke, hvor vi er i livet til den tid, eller hvad vi har råd til, og jeg elsker uvisheden.

Hvis man tør løsrive sig fra planerne og holde fast i uvisheden, bliver alt ved med at være levende, og så kan alt altid ske. På den måde tror jeg, det er sværere at overse de små muligheder, som kan dukke op af ingenting, og som man ellers måske ville have trumlet henover i sin iver efter at nå et andet sted hen. Det virker i hvert fald ret fint for mig. 🙂