12626171_10153770306916886_1094422158_n
Fuck, en lortenat … Endnu én.
Siden jul har vi været plaget af syge børn. Berta løb i juleferien ind i noget sygdom, som fuckede med hendes søvnrytme. Den var så LIGE kommet op at køre igen, og tre dage senere blev Hugo syg. I søndags blev han feberfri igen, og selvfølgelig stod vi så mandag aften med en feberramt Berta. Og Hugo skranter stadig.
Jeg sover mega-dårligt, når jeg kan høre bare de mindste pip fra børneværelset, så selvom ungerne egentlig sov udmærket, var jeg vågen cirka en gang i timen. Til sidst stod jeg op og gik i bad, hvilket vækkede Jon og resulterede i, at han også fik en dårlig start på dagen.

Da vi endelig havde fået ungerne i tøjet og gjort morgenmad klar, opdagede jeg, at jeg havde glemt min computer på kontoret. PÆNT nederen, når vi nu skulle med toget mod Aarhus kl. 8.30. Så jeg måtte op på cyklen i mega-træls tåge-vejr og i ilende fart spurte hen og hente min Mac.

Togturen gik stort set kun med at underholde ungerne, og jeg fik ikke engang spist frokost. Da vi endelig ankom til Aarhus, opdagede vi, at vi skulle bo på FJERDE sal, hvilket absolut ikke spiller max med unger, weekendsenge og store tasker. Og da vi kom traskende over torvet midt i byen med alle vores pakkenelliker som en flok vagabonder, mødte jeg selvfølgelig en læser. Og jeg lignede LORT, for jeg nåede selvfølgelig ikke så meget som at frisere mit garn i morges.

Sådan kunne dagens indlæg godt have set ud, hvis min blog var en anden slags blog. For gu’ pokker har jeg da mindre opturs-agtige formiddage, eftermiddage eller aftner ind imellem. Jeg er jo ikke svøbt i optimisme-Vita Wrap! 😉
Men jeg giiiiider altså ikke være sådan en blog. Eller sådan en MM, for den slags skyld. Jeg gider ikke slæbe rundt på sådan en masse surhed og så lade det flyde ud over skærmen til jer, der læser med, for det kan jeg virkelig ikke forstå, at hverken I eller jeg skulle få noget godt ud af. Ting sker, og nogle af dem (som de små, ligegyldige sten i skoen herover) skal man efter min mening bare valse henover uden at se sig tilbage, og så fokusere på noget andet.
Jeg vil langt hellere huske og beskrive vores formiddag sådan her:


Jeg stod op før Jon og ungerne i morges, så jeg kunne nå i bad. Det er langt fra alle morgner, der byder på sådan ét, så det var ret dejligt. Ungerne er blevet syge, desværre. De slås med noget feber, men til deres ros skal det siges, at de er i ret godt humør til trods for det. Når bare de er udhvilede, aner man ikke forskellen, hvis man ikke mærker dem på panden.
Jeg opdagede, at jeg havde glemt min computer på kontoret, og da vi skulle til Aarhus allerede kl. 8.30, skyndte jeg mig op på cyklen for at hente den, mens Jon spiste ungerne af. Ude i den mørke morgen opdagede jeg, at der slet ikke er så koldt længere som i sidste uge. HURRA! Foråret kommer måske igen i år! På vej hjem cyklede jeg forbi Lagkagehuset og redede nogle choko/rug til togturen.

Krapylerne klarede togturen bedre, end man kunne have forventet. De formåede at hygge sig med medbragt legetøj og charmering af medpassagerer i halvanden time, før vi måtte ty til Youtube på Jons tablet. Og mens de hyggede med tegnefilm, stenede jeg ud af vinduet. Turen fra København til Aarhus er langt smukkere end den til Sønderborg!
I Aarhus blev vi allerede inden ankomst til lejligheden i Vestergade, som er vores til på lørdag, mødt af hele TO bloglæsere, hvilket totalt lavede min formiddag! TAK fordi, I gider sige hej, og please bliv ved! 🙂 Lejligheden ligger på 4. sal, hvilket var noget af en bjegbestigning med babyer og bagage, men til gengæld har vi ugeneret udsigt til regnbuen, som jeg glæææder mig til at besøge med Krapylerne én af dagene. 🙂


Jeg bliver af og til mødt af velmenende og flinke kommentarer her på bloggen, som stiller sig undrende eller måske en smule irriteret over, at jeg ikke skriver mere om hverdagens udfordringer i Langehjemmet. Selvomfølgelig har Jon, jeg og ungerne da også små problemer. Men de ér vitterligt små og ilands-agtige. Og jeg kunne sagtens bruge resten af min dag på at surmule over en dårlig nat, men hvorfor skulle jeg det? Og hvorfor skulle jeg smitter jer, der læser med, med den slags?
Sådan en blog er det her altså ikke. Og heldigvis for det, hvis jeg må have lov, for jeg blev da i helt dårligt humør af at skrive den første del af dette indlæg. 😉 Hvis jeg lærer noget af noget, jeg oplever, vil jeg gerne dele det (som eksempelvis her)! Men hverdags-flimmer på skærmen skal sgu bare glemmes.

Anyway! Vi er i Aarhus, vores lejlighed er super-hyggelig, og nu sover ungerne i medbragte, monstertunge weekend-senge, så jeg vil gøre det samme (bare i de allerede her-værende voksensenge) og indhente nattens forsømmeligheder med en middagslur. Ret fedt at kunne det på sådan en ganske gennemsnitlig tirsdag. 😉