12540234_10153757528251886_635339264_n
Der er sket noget.
Mine unger fylder to år om en måned, og deres fødselsdag markerer jo ved samme (festlige) lejlighed to-års dagen for, hvornår mit liv gennemgik sin allerstørste forandring nogensinde. Og selvfølgelig er ungerne det vigtigste i hele verden, og jeg kunne med snilde skrive titusind indlæg om, hvor stor deres udvikling har været de seneste to år. Men det er ikke det, dette indlæg skal handle om. Det skal handle om mig. 🙂

Jeg synes ikke, det har været hårdt at få børn. Men jeg synes, det har været pisse-hårdt at blive mor.
Den forskel tog det mig omkring halvandet år at opdage, og det seneste halvår har jeg brugt rigtigt mange timer på at tale med mine veninder (både dem med og uden yngel), min svigermor, min søster og selvfølgelig min husbond om netop det. Og til sidst besøgte jeg en psykolog.
Folk er forskellige, og for nogle kommer det enormt intuitivt til én at være mor. Man føder barnet, og så ved man ligesom, hvad man skal gøre. Man har en klar mavefornemmelse af, hvad betten har brug for, og det hele er en stor boble af lykke og symbiose.
Jeg husker tydeligt en scene i løbet af min første uge som mor, hvor vi endnu var indlagt på neonatalafdelingen, og jeg havde rykket i snoren for at få en sygeplejerskes råd til et eller andet i forhold til krapyl-pleje. Hun så på mig med et blødt blik og sagde, at jeg skulle lytte til min mavefornemmelse. Jeg nærmest råbte hende op i ansigtet, at hvis én person mere sagde det, så ville jeg alvorligt begynde at bekymre mig om, hvorvidt jeg overhovedet var egnet til opgaven, for min mave taler sgu aldrig om andet en bernaise og Nutella.

Nogle kvinder er født og føder med en massiv mavefornemmelse, og så er der os andre, der googler, læser bøger, spørger folk og har brug for at reflektere en hel masse. Sådan har jeg haft det, og det er ikke altid helt nemt. For når man googler noget, får man 50 forskellige svar, og så kan det være rigtigt svært at finde ud af, hvad der egner sig bedst. Og så tvivler man på sig selv igen.
Måske derfor har jeg haft en tendens til at se mig over skulderen og tilbage til min egen barndom. For den var jo fin, så derfor burde jeg nok gøre, som mine forældre gjorde. Men jeg har ikke lyst til at bo på landet, og jeg har heller ikke lyst til at være hjemmegående. Derfor starter jeg ligesom ud med at være bagud på points.

Ting tager tid. To år, for at være helt præcis, faktisk.
Jeg har prøvet at mistet én, som jeg ikke burde have mistet på det tidspunkt, og jeg har engang prøvet, at min allerbedste veninde slog op med mig. Begge dele tog to år. Forstå mig ret! Det betyder ikke, at det, der skete, blev okay efter to år, men det tog mig to år at have gennemlevet, gennemsnakket, gennemfølt og gennemarbejdet alle de nye, ukendte følelser, der fulgte med den store forandring, det var.
Eksemplerne ovenfor er begge to triste ting, og fødslen af mine to Krapyler er på alle måder det modsatte! Men forandringen i mit lille hoved er absolut ikke mindre. At gå fra at være min egen verdens navle til at føde to mennesker, som jeg fra første sekund følte alverdens ansvar og kærlighed for, er en emotionel eksplosion så stor, at den kræver, at man sætter sig ned og forholder sig til den. Og det har man bare ikke tid til med to børn. 🙂

Men nu er det gjort. Over tid skete det. Jeg føler, at jeg står for enden af noget og har mødt mig selv igen. Jeg er egentlig ikke forandret, jeg er bare kommet tilbage. Stormen har lagt sig, støvet er dalet ned på reolen igen, solen skinner, og der er ro på. Som på en varm sommerdag uden internetforbindelse. Jeg begynder for det første at have noget anciennitet i hele det her forældre-game, og jeg har vænnet mig til den nye dagsorden. Og så har jeg fundet ud af, at Jon og jeg er knaldhamrende gode forældre – selvom vi bor i Nørregade, og jeg går på arbejde. Lige nu er jeg absolut ikke sikker på, at vi nogensinde flytter ud af byen, for jeg føler ikke længere en pligt i forhold til ungerne. Jeg føler ikke, jeg snyder dem for noget. Jeg har fundet den ro, jeg sådan savnede, i, at vi gør det godt! På godt og ondt er vi ikke vores forældre – men vi er Hugo og Bertas. Og det er der aldrig nogen, der har været før.

Dette indlæg skal selvfølgelig ikke forstås som om, at jeg de forgangne år har været plaget af et evigt tungsind, for det er jo ikke tilfældet.
Jeg har i høj grad nydt mine børn, min mand og min plads i livet. I HØJ grad. Selvom man er ved at dø af lykke og er latterligt taknemmelig over sit liv, kan der stadig være plads til forvirring, fortvivlelse, tvivl og undring. Der har været en form for støj på linjen i forhold til den MM, jeg synes, jeg var før. Og nu er det som om, at de to MM’er er lagt ovenpå hinanden som våde papirklip og er smeltet sammen. I like it!

2016 – kom an! 🙂