12494170_10153739958886886_555630313_o

Nu har jeg jo skrevet lidt om, hvad jeg gerne vil undgå i det splinternye år 2016, som vi i fællesskab fik revet hul på for en god uge siden. Og lad mig lige for en god ordens skyld i den forbindelse understrege, at jeg absolut ikke har noget imod Belgien. Det er et dejligt sted med gode øl og ditto chokolade. Jeg har bare virkelig ikke lyst til at flytte til andre lande i indeværende år. Og dermed altså heller ikke Belgien. 😉

Men nu vender jeg lige potten engang, og her præsenteres altså ti ting, jeg gerne vil eller ser frem til i 2016!

  1. At få sat lamper op derhjemme! Efter tre måneder på adressen er der stadig dystert som i et gravkammer i Langehjemmet. Vi trænger til hyggebelysning, læselamper og andet gejl, som kan skabe den rette stemning og gøre, at vi for pokker kan se noget!
  2. At tage på familieferie i februar med palmer, strand, babe babylår og minimum 25 grader! Jeg ved endnu ikke, hvornår vi skal afsted eller hvorhen, da det afhænger af nogle detaljer i min kunstnermands profesionelle virke, som endnu ikke er faldet endeligt på plads. Men afsted, det skal vi!
  3. At fejre ungernes to-års fødselsdag d. 23. februar! Der vil være kage, og der vil være gaver! Resten finder vi ud af.
  4. At lave en køkkenhave i kolonihavehuset! Det glippede desværre sidste år, da sommeren var for lang og min tid for kort, men jeg tror på projektet (igen) i år!
  5. At (forhåbentlig) udgive min første bog, som jeg skrev om i går aftes her.
  6. At fejre tre-års bryllupsdag med Langemanden!
  7. At tage til Marrakech igen! Der er ingen rejser med den destination i kalenderen i skrivende stund, men jeg kommer nærmest umuligt igennem et kalenderår uden minimum én rejse til Marrakech. Min yndlingsby i verden!
  8. At holde flere venindeaftner! Jeg starter lørdag aften, hvor jeg har inviteret mine bedste veninder til champagne, bland-selv-slik, popcorn og ‘Magic Mike’-marathon, mens Jon har premiere på sit nye teaterstykke.
  9. At se Krapylerne blive endnu ældre og opleve dem lære at mestre sproget … <3 Kæft, det bliver vildt!
  10. At blogge endnu mere her på TWINPEAKS.DK … 🙂