Sergio-Albiac-stardust-portraits-designboom-06
Billedet er lånt her.

Man skal være kræsen med, hvem man vælger som far til sine børn. Eller mor, for den sags skyld. Jeg vil vove den påstand, at havde jeg formeret mig med nogen af aaalle de andre frøer, jeg har kysset frem til april 2011, havde der været en god sandsynlighed for, at vi havde knækket nakken. Men sådan har man det jo nok gerne, når man føler, at man har mødt en, der er meget federe end alle de andre til sammen.

Det første år af deres små liv, var Krapylerne nogle enormt nemme børn. Meget nemmere end det ry, de som tvillinger havde allerede inden, de kom til verden. De smilede næsten hele tiden, når de var vågne, og om natten sov de. Hele natten. Desuden sked de stort set synkront og elskede at ligge i barnevognen og kigge op.

Nu er de imidlertid næsten to år gamle, og de sover stadig natten lang, heldigvis. Noget, jeg er dem enormt taknemmelige for, og også et held, jeg i stor del tilskriver bogen her. De er også sunde og raske, så vi har intet at brokke os over. Det har de jo så i øvrigt heller ikke, men det gør de alligevel ret tit. De er som bekendt små to år, så det står ligesom i standard-beskrivelsen. Desuden er de endnu ikke helt så gode til at snakke, som de gerne ville være, hvilket udmunder i skrigeri, hysteri og slåskampe – både internt og møntet på Langehjemmets interieur.
Og sådan er det! Intet galt i det!

… Men det kan altså godt være lidt hårdt nogle gange. Jeps, I said it!
Inden jeg blev mor, havde jeg altid minimum én alene-aften om ugen. Og med “aften” mener jeg fra endt arbejdstid til næste morgen. Sådan en aften brugte jeg på at lave så lidt som muligt, således at mine tanker kunne dale til jorden som visne blade, og jeg efterfølgende kunne feje dem sammen og få styr på dem.
Sådan er det ikke mere. Der er nogen, der har mere brug for mig, end jeg selv har, men det betyder jo imidlertid ikke, at mine tanker nu samler sig selv. Og når det ikke sker, brænder jeg sammen oppe i bøtten. Og det er der bare ikke noget at gøre ved.

Derfor er det ret heldigt, at jeg har giftet mig med en mand, som forstår sig på den slags – også når jeg ikke selv synes, jeg gør. Jon og jeg havde aldrig været oppe at skændes (som i: OVERHOVEDET ikke), inden vi fik børn. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad vi skulle have været uvenner over.
Det har vi nu. Egentlig har vi ikke så megen mere grund til uvenskab, for vi er enige om ret mange ting – også omhandlende ungerne – men fordi overskuddet er mindre, tiden til navlekiggeri forsvundet og pauser med egne tanker pist væk, brænder vi sammen af og til. Begge to – men mest mig.

Det kan måske lyde lidt weird, men selvom det er hårdt ikke hele tiden at have det overskud, jeg helst vil, og selvom der er mere børneskrig og skrål i hjemmet end ditto latter på nogle dage, og selvom Langemanden og jeg SMS’er mere om praktikaliteter og indkøb i Netto end hotte dates og sexede weekend-get-aways, synes jeg, at livet er mere interessant end tidligere.
Vi bygger på noget, der gerne skulle vare for altid. Det handler ikke længere om kun at have det godt nu, men om at lægge stenene til noget, som er godt længe. Og investeringer er ikke altid hylende morsomme i starten. De kloge siger, at man skal arbejde for tingene.
Det kan nogle gange være svært lige at huske, når man står midt i vasketøj, spagetti med kødsovs, to børn, der nægter at have hagesmæk på og en mand, som skal på arbejde på teatret, men det er vores liv. Lige som vi har valgt det. Jeg ved endnu ikke, hvordan vi kommer til at løse alt og det hele, men vi gør det sammen, og det er alle pengene værd.

At gå fra at være én, der tænker med ét hoved til pludselig at skulle finde sig i at være en del af et fællesskab, hvor andres tanker og følelser er mindst lige så afgørende for ens indre ro og beslutninger, er udviklende og spændende – selvom det også er trættende, hårdt og udmattende til tider. Men det er for mig at se det, livet handler om. Mere end noget andet.

Det var bare lige det, jeg gik og tænkte på i dag. 🙂