Noget om nytårsforsætter, morroller og hverdag – inspireret af to andre blogger-damer. :-)

12434330_10153721390701886_435572190_n
Jeg har lige læst to indlæg om nytårsforsætter, forventninger og målsætninger i en hverdag, der også indeholder små børn. De to bloggere stillede sig i deres respektive indlæg ret meget på hver sin side af hegnet, selvom jeg faktisk ikke er i tvivl om, at de sagtens ville kunne enes, hvis de sad overfor hinanden. De skrev bare begge to deres indlæg på baggrund af en reaktion, de havde haft på andre blogindlæg. Pudsigt nok.

Den ene, Cana, skriver overordnet set, at hun satme ikke gider gå bag om dansen, fordi hun er blevet mor. Hun er træt af mødre, som bruger frugten af deres kærlighed som undskyldning for ikke at gøre eller turde ting, de har lyst til, som ikke involverer unger. Cana skriver, at hun er mor fremfor alt, men nogle gange er hun også bare Cana og vil have lov at gøre ting kun for sig selv. På den måde mener hun også at inspirere sine poder til selv at være noget for sig selv og blive gode, hele mennesker, når de engang bliver ældre.

Den anden, Johanne, tager sig tværtimod til hovedet over alle de bloggere, der her i nærheden af årsskiftet har travlt med at gøre status over, hvor mange kilometer, de på de forgangne snart 365 dage har tilbagelagt, hvor mange lande, de har besøgt og hvor real, det har gjort dem. Som modvægt laver hun en (ret grineren) opremsning over, hvor meget hun selv (ikke) har nået, og illustrerer her igennem, hvor meget af sin tid, hun bruger på bare at få hverdagen i familien til at køre. Og det efterlader ikke meget overskud til marathonløb og mindfullness-kurser.

Jeg kan så meget relatere til begge d’damer, og som skrevet ovenfor er jeg ret sikker på, at de har det lige sådan med hinanden. De er bare blevet sendt frem i bussen af to forskellige ting, hvilket bringer dem to forskellige steder hen. Og det fik mig selvfølgelig til at tænke på, hvordan jeg selv har det med emnet. Altså nytårsforsætter, selvrealisering og det med at nå at være “sig selv” i en hverdag præget af småbørn og praktik.

Jeg kan godt lide at gøre status og gjorde det faktisk forleden med Jon. Vi talte os i fællesskab tilbage til nytårsaften sidste år og snakkede så om, hvad vi husker fra de måneder, der lå derefter og frem til nu. Hvilke lande har vi været i, hvilke fødselsdage har vi fejret, hvilke teaterstykker og film har han spillet med i, og hvornår stoppede min barsel og så videre.
Det kan jeg godt lide, fordi det får mig til at se tilbage med taknemmelighed på det, jeg har fået i løbet af det sidste år. Jeg vurderer ikke året ud fra mine oplevelser og tænker, at næste år skal jeg satme rejse/løbe/elske noget mere eller spise/bande/prutte noget mindre.
Jeg er ikke typen, der sætter mig selv mål. Jeg synes tit, den slags blot tjener som en skuffelse i sidste ende (i hvert fald for mig), og det får jeg ikke noget ud af. Jeg kan godt lide at forestille mig og glæde mig til ting, men det betyder ikke, at de ting og planer ikke kan ændres. Jeg lægger aldrig pres på mig selv og sige, at i det nye år skal jeg tabe mig, tjene flere penge eller spise sundere. Men jeg kan godt finde på at love mig selv, at i det nye år vil jeg være bedre til at gå med mine yndlingssmykker til hverdag, bage flere boller, fordi de smager så godt eller lave flere familieaftaler med vores venner og deres børn, fordi jeg savner at se dem oftere. På den måde fremmes den gode energi og ikke den dumme, synes jeg.
Jeg forsøger at lade være med at opgøre mig selv som ‘Jeg er mor, men jeg er også MM’. Jeg er KUN MM. Og den MM har børn, skriver blog, elsker Jon, rejser, glimmer og mælkechokolade.
Men hvis jeg skulle vælge én ting, som er vigtigst for mig, så er det min familie, og i disse år går det ud på at finde ud af, hvordan vi fungerer som sådan med krapylerne som primært fikspunkt. Jeg ville til alle tider kaste alt andet overbord for, at de to trives bedst muligt. Også mig selv og mine ønsker og behov, og det gør jeg ret tit. Og det har jeg det aldeles fint med. I 32 år, før de kom til, handlede det kun om mig. Jeg kan godt undvære mig i nogle år for deres skyld. (Og heldigvis er der plads til os alle sammen det meste af tiden).

Måske netop derfor er jeg så pjattet med Johannes indlæg, der på vanlig humoristisk vis illustrerer, hvordan overskuddet oftest bare forsvinder ned mellem sprækkerne mellem vasketøj, praktik, indkøb (eller bestilling af takeout) og hverdag. Jeg synes, det er fantastisk, hvis man har tid, lyst og overskud til at lægge vilde planer og gøre sig store tanker om det nye år, og så skal man satme bare give den fuld skrue! Og jeg elsker, at Cana slår et slag for, at man ikke behøver finde (sig i) en bestemt rolle fordi, man er mor. Vi vælger sgu selv!
Og hvis ikke, man gider/orker/føler for store planer, så er det altså mindst lige så beundringsværdigt blot at sætte den ene fod foran den anden og glæde sig over de små ting, der sker hele tiden. Vi skal nok nå det hele alle sammen. Og ingen af os aner alligevel, hvad det dér ‘hele’ er. :-)

Bare lidt tankeskrald fra en blød stol på Als. Hav en vidunderlig dag! Fuld af fede planer og spændende ting og sager. Eller praktik, havregrød og tøjfolderi.

Share on Facebook0Tweet about this on Twitter0Share on LinkedIn0

13 Responses to Noget om nytårsforsætter, morroller og hverdag – inspireret af to andre blogger-damer. :-)

  1. Dejligt indlæg!

    Jeg synes det er godt med ambitioner på egne vegne, men det behøver ikke proklameres højt og bredt på alle sociale medier. Min omgangskreds i alderen 30+ er gået helt amok med iron man konkurrencer i udlandet, det er jo umuligt at følge med i, uden at få dårlig samvittighed over eget skrantende 5 km s løb!

    Folk med små børn er, i min optik, i undtagelsestilstand. Der er rigeligt at holde styr på, både derhjemme og arbejdsmæssigt, så det skal altså være egen motivation der kører alle de andre aktiviteter, ellers brænder man totalt ud.
    Kan man lave et iron man filter på fb, så man slipper for det? Det må være nytårsfortsættet herfra 😉

  2. Jeg gad virkelig gerne lave en masse seje nytårsforsæt, men efter et 2015 som har sat ALT i mit liv på prøve, så gider jeg egentlig ikke lægge de store planer for 2016.

    Jeg VED at jeg skal aflevere et speciale i januar og føde et barn i februar. At jeg har 2 billetter til en Coldplay koncert og at mine forældre har købt en ferie til Tyrkiet for hele familien i anledning af deres sølvbryllup. Men jeg ved også at alt kan ændres med et trylleslag, så derfor vil jeg bare gerne øve mig i at være mere taknemmelig for livet som det er i skrivende stund og ikke ønske mig for meget.

  3. Hvor er jeg enig med dig i dine overvejelser omkring Canas indlæg! Har det præcist som dig: jeg er også bare mig, ikke forskellige versioner af mig, men én person, der har forskellige ønsker og behov. Det vigtigste behov er dog min families, og jeg har som dig heller ikke svært ved, at mit barn får opfyldt sit behov først – jeg er nemlig også kommet i første række i mange år. Jeg vælger aktivt nogle ting fra, især i forbindelse med arbejdet, på grund af vores familie. Havde jeg valgt anderledes, hvis jeg ikke havde et barn? Ja, det havde jeg nok, men lige nu kommer hun før alt andet – og det er en beslutning, jeg har det virkelig godt med. Det kunne ikke være anderledes! Måske derfor føler jeg heller ikke, at jeg går glip af noget… Derfor skal man selvfølgelig stadig huske hinanden, men det ligger jo også i at huske sin familie – den er min mand jo også en stor del af :-) Godt nytår lige om lidt!

Leave a reply