12431343_10153718034271886_743779526_n
Denne jul har lagt mig ned. Som et sejlskib i stormvejr, et korthus i modvind, hende dér fra De Unge Mødre til havnefest! Problemet er bare, at man ikke når at ligge ned ret længe af gangen, når man er mod til to under to. 😉

At se Krapylernes ansigtsudtryk, da vi dansede rundt om juletræet, var så fuldkommen latterligt fantastisk og bevidsthedsudvidende, og jeg føler mig som den sygeste kliché, når jeg skriver det. Jeg troede, jeg elskede julen før, men det gjorde jeg slet ikke – sammenlignet med nu. Jeg overvejer at indføre jul i juli bare fordi, jeg simpelthen ikke kan vente et helt år med at se det syn og mærke den følelse igen.

Desuden gav Jon mig en julegave, selvom vi havde aftalt slet ikke at gøre det. Vi skal til Thailand i februar og har lige brugt penge på nye computere, og desuden mangler vi ikke en skid, så vi besluttede at gøre det voksne og droppe gaverne til hinanden. Og alligevel tog han fusen på mig og havde købt den fineste halskæde med tre sten i – to små og en stor. Som selvfølgelig symboliserer ham og ungerne. Og han siger, at når jeg bliver forvirret og er bange for, om jeg gør det hele godt nok (for jeg ér jo en dame, så det kan jeg godt bekymre mig om nogle gange), så kan jeg bare lige tage fat i halskæden og huske på, at vi er et team, der klarer ærterne sammen alle fire. Hvis jeg ikke var så overrasket, havde jeg nok tudet meget mere, end jeg gjorde.

Udover rørende elementer har juledagene i dén grad været fuld af unger, der helst ikke ville hverken enes eller spise, forældre, der erfarede, at alle gaver fremover skal være komplet identiske, og bedsteforældre, som hjalp til, lavede mad og hyggede. Og smadret julepynt. Og chokolade!

I skrivende stund går ungernes faster tur med dem, og Jon er ved at hale al pynten af den nordmandsgran, der står i vores stue. Vi drager nemlig mod det sønderjyske henover nytåret, og jeg glæder mig mega.

Jeg vil afslutte dette indlæg med at bringe den anden video i rækken, som jeg har lavet ud fra de spørgsmål, der blev stillet i dette indlæg. Se den første video her, hvis det er.
I den her omgang handler det om unger, det at være forælder og den slags. Jeg håber, I er til det. Og hvis ej, er vi stadig lige gode venner for det. 😉